tirsdag den 20. maj 2014

Nyt foredrag i anledning af et glemt jubilæum

Da storbyens samvittighed vågnede:

Den københavnske folkestrejke sommeren 1944



I slutningen af juni er det 70 år siden københavnerne gjorde oprør mod besættelsesmagten. En våbenløs millionby gik på barrikaderne mod en bevæbnet, krigstrænet overmagt i et historisk enestående udslag af civil ulydighed. 
Midt i konflikten måtte københavnerne vælge om de ville følge samarbejdspolitikernes eftergivenhedslinje eller modstandsbevægelsens konfrontationskurs.
De valgte det sidste, selv om det tilsammen kostede over 100 døde og 600 sårede.
En af dem der fulgte begivenhederne tæt i den belejrede by var forfatteren Martin A. Hansen. Han sammenfattede københavnernes protest sådan: ”Nu, endelig, skal vi vise dem. De tror, vi kun dur til at æde!”

I tekst og billeder fortælles historien om de skelsættende 9 dage, da københavnerne skulle vælge mellem at gøre oprør mod overmagten eller give efter for den.