tirsdag den 22. april 2014

Guds dynamit

»Styrken i kristendommen er dens svaghed.« Sådan lød en overskrift i Kristeligt Dagblad forleden, hvor en tidligere redaktør på DR's Troredaktion fortalte om sit forhold til kristendommen.


Hvis svaghed er en styrke, må det jo betyde, at jo svagere og mere uhørlig kristendommen er, jo stærkere bliver den. Undskyld, men det er jo en ret selvmorderisk holdning.

Nogen vil måske indvende, at påstanden lyder rigtigt fin og klog og paradoksal, og at den passer strålende til disse påskedage, hvor Jesus ydmyges og dræbes af sine fjender, som er stærke, mens han virker svag.
Går man i kirke, er risikoen for, at man får dette forkyndt fra prædikestolen, da også ganske stor.
For den svage, afmægtige Gud er den nye modedille blandt folkekirkepræster.

Hvis du, kære læser, tror at kristendommen går ud på, at himlens og jordens almægtige Herre er blevet menneske og har ladet sig slå ihjel for vores skyld, ja, så er der noget, du har misforstået.
For så hænger du håbløst fast i et forældet "teistisk" gudsbegreb, som er i direkte modsætning til kristendommens indhold. Kristendommen, ifølge disse modepræster, handler om, at Gud ikke længere er almægtig, men bare en stakkels, afmægtig mand på kors.

Bekender man sig til den klassiske kristentro, er man ikke bare en skummel fundamentalist, nej, man slår så selve "inkarnationens Gud ihjel", som det hedder i en ny bønnebog, som bl. a. er skrevet af den nye biskop i Ribe, Elof Westergaard.
Så vidt tilhængerne af den såkaldte "nye Gud".

Alt efter temperament kan man vælge at le eller græde over, at denne form for kkekristendom nu lanceres som det reneste, skæreste evangelium af diverse fløjlsmaver.
For selvfølgelig er det ikke kristendomsforkyndelse, men kristendomsforvanskning.
Kirken prædiker ikke Guds svaghed, men hans kraft, hans "dynamit" for nu at oversætte Paulus' ord fra 1. Korintherbrev direkte. For »Guds svaghed er stærkere end mennesker«, som det hedder samme sted. Det er det, påsken handler om.

Korsfæstelsen, der umiddelbart ligner det helt store nederlag, er det ikke af én bestemt grund: Det er Gud, der hænger på det stykke træ og derfor lykkes det ikke at få ham ned med nakken.
Til gengæld lykkes det Gud at vise, at han ikke foretrækker den stærke frem for den svage, den kloge frem for den mindrebegavede.

Jesu selvydmygelse er den ultimative kærlighedsgerning over for det svage, forvirrede, selvusikre menneske. Den kristne Gud bliver ikke bare siddende i sin fjerne himmel og kræver total underkastelse per langdistance som Allah, men opsøger mennesket, klæder sig ud som os og påtager sig den straf, der var tiltænkt os.

Men hvis var ikke var den almægtige Gud, men bare en afmægtig stakkel, der kom op at hænge langfredag, så var det ingen grund til at gøre så stort et nummer ud af denne henrettelse så mange år efter.
Hvad værre er: Så ville det ikke længere være den dynamiske Guds kærlighedsgerning til os i dag. Det ville ikke være evangelium.

At Gud bliver menneske, betyder ikke, at guddommeligheden fuser ud af ham som luften af en ballon, men at den almægtige Gud viser sig som en kærlig Gud, der vil gøre alt for sin skabning.

Som Grundtvig siger: »Gud er uforanderlig kærlighed over for mig, dét er hans løfte; det er bare mig, der foranderlig, omskiftelig, svingende i mit sind.« Det er et stærkt budskab til svage mennesker.

Glædelig påske.



Jyllands-Posten 20. april