tirsdag den 1. april 2014

Basim og national-nihilisterne

Den danske befolkning er dybt forvirret, for ikke at sige uoplyst. Det var budskabet i en artikelserie i Berlingske, der belærte læserne om, at det er for dårligt, at vi ikke ved, at dette års Melodi Grand Prix-vinder, Anis Basim Moujahid, ikke er indvandrer. Tænk, det vidste jeg heller ikke. Faktisk anede jeg meget lidt om manden og vidste ikke, at min lykkelige uvidenhed var ulykkelig, endsige forargelig.
Men det er den. I hvert fald, hvis man på baggrund af Basims relativt eksotiske navne tillader sig nysgerrigt at spørge, om han er indvandrer. Det var der en læser i selveste Information, der kom for skade at gøre, ovenikøbet på en særdeles politisk korrekt måde.
Han ville såmænd bare gerne høre, om den stakkels Basim mon nogensinde havde været udsat for racisme i sin egenskab af indvandrer.

Trods det paternalistisk bekymrede spørgsmål flammede medieforargelsen op: Hvordan kunne han tillade sig at gå ud fra, at Basim ikke var dansker! Hvordan kan man overhovedet tillade sig at bruge begrebet andengenerationsindvandrer, når man ved, at det »kan få bålet til at blusse op«, som en sprogforsker docerede. 

Vi burde »rette sproget ind« og lære af Sverige, hvor man gør en dyd ud af at fortrænge fakta.
Så blev man det klogere: I visse journalistkredse er svenskernes løgnagtige omgang med virkeligheden åbenbart noget, man sukker efter at importere.

Men der er nu en mærkelig inkonsekvens over forargelsen.

Nu har vi i årtier fået at vide, at der bestemt ikke er noget i vejen med at være indvandrer, ja, at indvandrere faktisk er nogle, vi har alt for få af i Europa, og så er det pludselig vildt forargeligt at antage at folk er indvandrere.
På samme måde med danskerbetegnelsen.
I årtier er danskere af Carsten Jensen-segmentet blevet nedgjort som fordomsfulde, leverpostejfarvede, svinehundsbefængte væsner, der i den grad trængte til at lære noget af indvandrerne, og så er det pludseligt vildt forargeligt, hvis man ikke hæfter denne nedgjorte betegnelse på enhver.

Inkonsekvensen dækker over sagens egentlige kerne. Den drejer sig nemlig ikke om det fine ved at være indvandrer eller ved at være dansker, men om det fine ved hverken at være det ene eller det andet. Målet er, som Sherin Khankan citeredes for at sige, at have »en global identitet«. Har man en global identitet, føler man ikke noget særligt for Dannebrog, og man synes ikke, man går glip af noget, hvis ens juleaften er kemisk renset for rødkål, andesteg og "Et barn er født i Betlehem".

Ens hjerte er nemlig ikke bundet til nogen særlig plet på kloden eller til de traditioner, der nu engang er udviklet netop dér, men til hele kloden. Fordi identiteten er global.

Men bagsiden af denne lækkert lydende medalje er ophævelsen af den nationale identitet. Hvis man hører hjemme alle steder, hører man ingen steder hjemme. Alle skel og særpræg udviskes i den globale identitets navn.

De, der er forargede over det simple spørgsmål til Basim, er i virkeligheden nationalnihilister.
De hører til de samfundsnedbrydende kræfter, der vil nedbryde det særlige ved at være dansk og dermed smide den kulturskat over bord, vi har arvet fra vore forfædre.

Heldigvis er Basim tilsyneladende ikke selv med på det hold. Han viser stolt flaget på scenen og proklamerer sin store glæde ved Dannebrog.

Hvor er det glædeligt, at han er blevet opdraget af nogen, der ikke var nationalnihilister.