søndag den 23. marts 2014

Stakkels mænd og jihad-krigere

Et bestemt foto er den seneste tid blevet siddende fast på min nethinde: billedet af en purung, lyslokket dansk mand, der med gevær i hånden står klar til at drage i krig. Han ligner mest en dreng, en dansk Jens af den krigsbegejstrede slags, der i sin tid kunne have fundet på at melde sig som Spaniens eller Finlandsfrivillig eller blive soldat i Afghanistan.
Den 21-årige aarhusianer traf et andet valg: Han meldte sig under al-Qaedas faner og drog af sted på jihad i Syrien.
Det er det, han står og glæder sig til på billedet. I begyndelsen af marts kom meddelelsen om, at konvertitten til islam var faldet som "martyr", som de siger på de jihad-sider, hvor han hyldes.
Den unge danske jihad-kriger faldt ikke på kvindernes kampdag, men var det sket d. 8. marts, havde det på en måde passet fint.


Fra ung afslappet dansker til hellig kriger 


For på sin vis er den unge forvirrede mand offer for den nedbrydning af mandigheden, der har været fast feministisk programpunkt de seneste 40 år.
Det var altid det klassiske, vestlige mandeideal, der stod for skud, og årtiers beskydning har været effektiv: Den vestlige mand er i kronisk identitetskrise og i bedste fald skrupforvirret, i værste fald totalt feminiseret.
Derfor står den unge dreng, der en dag vedkender sig sin egen mandighed og opdager den uudslukkelige drengeglæde ved ædel våbendyst, stort set uden mandlige danske forbilleder.

Er det så så mærkeligt, at han søger andre steder hen og i den 21-åriges tilfælde falder for det islamiske macho-ideal? Alle de mødre, der har nægtet deres drenge at lege med våben eller stædigt forsøgt at få dem til at strikke og lege med dukker, bør overveje, hvad resultatet af disse forskruede ideer fører med sig.
En forvirret mandighed kan føre til forfærdelige konsekvenser.

Den 21-åriges skæbne minder os om det.

Det eneste gode er, at det er ved at være et stadfæstet faktum i debatten, at den feminiserede mand er et problem.
En begavet udstilling af dette problem stiftede jeg for nyligt bekendtskab med, da jeg fik anbefalet den norsk-amerikanske serie "Lillyhammer".
Serien lader os se det moderne Norge gennem en amerikansk mafiaboss' øjne. Giovanni, som han hedder, er en ægte italiensk macho-mand, der af uransagelige grunde har valgt Lillehammer som skjulested for de fjender, der forfølger ham.





Der i denne sne-idyl stifter han bekendtskab med den ene duknakkede norske mand efter den anden: 

Både den granvoksne mand, der lader sig tyrannisere af de unge teenagebøller i toget, og de hærdebrede, stovte nordmænd, der ikke får lov at skyde den ulv, der angriber fårene på deres ejendom, men må finde sig i at blive irettesat af den, selvfølgelig, kvindelige politibetjent.

Som skamfulde skoledrenge må de gemme jagtgeværerne af vejen, indtil Giovanni til deres udelte begejstring lærer dem at finde deres indre viking frem - og få ram på ulven.

Det er også Giovanni, der på en hårrejsende håndfast måde får lært den langskæggede muslimske indvandrer, at han skal give den kvindelige integrationslærer hånden.

Og endelig opdrager Giovanni sin papsøn til at være stolt over at være nordmand i stedet for at skamme sig over norskheden.

Papsønnen er heldig. Vel hører Giovanni bestemt ikke til Guds bedste børn, men han prædiker i det mindste ikke hellig krig for den unge mand.

Drengen får det mandige mandeideal, han savner, og det er et savn, som han deler med en generation.

Jyllands-Posten 22. marts