mandag den 17. marts 2014

Hensynet til vennerne og klanens velvilje

En forudsigelig skyttegravskrig. Sådan er den aktuelle debat om Bent Jensens koldkrigsværk blevet karakteriseret.
Med nogen ret. For mig har polemikken budt på en enkelt markant skuffelse af den slags, der ved nærmere eftersyn viser sig at være tankevækkende.

Vi taler om forfatteren Niels Barfoed, manden bag en række spændende og oplysende biografier.
Hans bog om modstandshelten Ole Lippmann slugte jeg med udelt begejstring, og hans biografi om den frafaldne kommunist Peter P. Rohde er også særdeles interessant for dem af os, der gerne vil forstå den nære fortid. 



Biografierne gav mig indtryk af forfatteren som en redelig intellektuel, der ikke havde fast adresse i nogen af skyttegravene. Indtrykket blev bekræftet af det nye koldkrigsværk, hvor Niels Barfoed figurerer som kilde til en meget afslørende historie om danske intellektuelles svigt af ytringsfriheden i 1970' erne.

Men sørme om så ikke samme Barfoed sidste uge kaster sig ned i venstrefløjens skyttegrav og begynder at fyre løs på Bent Jensen med vilde og i øvrigt fejlagtige anklager om intellektuel uhæderlighed.

Jensen gør sig ifølge Barfoed skyldig, ikke bare i "manipulation", "forvrængning", men også i et had til intellektuelle, som giver mindelser om intet mindre end Sovjet. Med Barfoeds formulering: »Udhængningen af de intellektuelle i store bundter - for enhver pris, også den videnskabelige hæderlighed - er som bekendt altid begyndelsen til noget værre. Det burde enhver vide, som har studeret Sovjetunionens historie.« 

»Begyndelsen til noget værre« - gad vide, hvad det er, Barfoed tror, at Bent Jensen går og pønser på ovre på Fyn? Men Barfoed glemmer for det første, at Bent Jensen jo sådan set selv er en intellektuel og vel ikke ligefrem præget af selvhad; for det andet at det, der bør interessere offentligheden, er én ting: den historiske sandhed. 

Og den er pinlig for 1970' ernes etablerede danske åndsliv. Det ved Barfoed bedre end nogen anden, for det er ham, der fortalte historien om den usle behandling, som danske intellektuelle gav en russisk dissident. 

Det eneste, Bent Jensen har gjort, er at citere fra Barfoeds og Weekendavis-journalisten Jesper Vinds artikler om sagen.

Og sagen selv? Den handler om, hvordan den russiske dissident Andrej Sinjavskij i 1975 gerne vil aflægge København et besøg. Hans værter forhører sig hos Dansk PEN, hvis officielle adelsmærke jo er forsvaret for ytringsfriheden, om de vil modtage ham.

Men det har de ikke tid til, og heller ikke Dansk Forfatterforening gider åbne dørene for den forfulgte forfatter.

Da så endelig Herbert Pundik inviterer dissidenten på middag i Politiken-regi mødes Sinjavskij med mistro og skepsis af de danske intellektuelle, heriblandt af Niels Barfoed selv.

Med Barfoeds ord: Det måtte ikke være sandt, hvad Sinjavskij kunne berette om kommunismens moderland, for dengang var antikommunisme i de kredse et ligeså stort skældsord som "islamofobi" i dag.
Se, det er en jo en interessant historie om ensrettetheden og provinsialismen i dansk åndsliv med dertil hørende svigt. 
I en selvransagende kronik fra 1997 forklarer Barfoed denne opførsel med »hensynet til vennernes og klanens velvilje og den almindelige gode stemning.« 

En skarpsindig, psykologisk og ikke mindst aktuel forklaring.

Jeg gætter nemlig på, at det er præcis det samme, der er forklaringen på Niels Barfoeds aktuelle tilbagefald til venstrefløjsskyttegraven.

Han skal gøre bod for at være blevet brugt som kilde af venstre-fløjens hadeobjekt. 

For hvis man vil forblive i varmen hos vennerne, må man kende sin plads i skyttegraven.

Jyllands-Posten 15. marts