søndag den 2. februar 2014

Med ret til at forskelsbehandle

»Vi har valgt, at vi gerne vil lave en demonstration for alle«. Så tolerant og inkluderende lød det, da en tværpolitisk gruppering denne uge indbød til demonstration mod det SF-nedsmeltende salg af Dong-aktierne.
Men "alle" viste sig hurtigt ikke at være alle, for mens islamister og gammelkommunister var velkomne, var Dansk Folkeparti det ikke.
Deltog dette parti i demonstrationen og fik det tildelt en talerstol i lighed med Enhedslisten, ville »muslimer og indvandrere« ikke føle sig velkomne, lød budskabet.
Med andre ord: For at alle skulle kunne være der, skulle DF ikke være der. Værsgo: Venstrefløjsdobbeltmoral så sødt som i gamle dage.
Også den seneste tids udlændingedebat har mindet en del om gamle dage. Den forløbne uge har således budt på et gensyn med det gamle slidte nazikort og det faste indslag fra 00' ernes kulturkamp: Forargede borgerlige, der anklager DF for at bryde grundloven og have et frygteligt menneskesyn.
Anledningen er debatten om indfødsret.
Hvilke udlændinge skal vi tildele den gave at blive danske statsborgere? Dansk Folkeparti stemte før jul nej til den seneste indfødsretslov, fordi det ikke ville give indfødsret til en række mennesker, der næppe vil bidrage positivt til samfundet.
Dvs. mennesker, der har en kultur, der er kendt for at gå særdeles dårligt i spænd med det danske frisind.
Sagt ligeud: mennesker fra islamiske lande. Bekymringen skyldes de problemer, der breder sig ud over landkortet, og gør et voksende antal boligområder til et mareridt at bo i.
At nægte at give en gruppe ansøgere indfødsret er at trække i nødbremsen for at beskytte Danmark mod yderligere forvandling i den retning. For indfødsretten, dvs.
statsborgerskabet, er jo den ultimative gave: Har man én gang fået den, kan man ikke miste den igen.
Med andre ord: Har Folketinget først tildelt en islamist indfødsret, hænger vi på ham, uanset hvor rædsomt han opfører sig.
I stedet for at åbne for denne helt afgørende debat har de anstændige borgerlige forsøgt at skandalisere den.
Ifølge Jacob Mchangama er det f. eks. intet mindre end i strid med grundloven at nægte folk indfødsret med henvisning til deres religion.
Ifølge chefjuristen har vi altså selv ikke noget politisk valg, for grundloven og de universelle menneskerettigheder fratager os retten til selv at sortere mellem ansøgere om statsborgerskab. Hermed kan vi slutte debatten.
Nej, det kan vi ikke, for Mchangamas påstand holder ikke. Det har en anden jurist, professor Ole Hasselbalch, gjort meget klart.
»Det er enenhver stats suveræne ret at bestemme, hvem den vil acceptere som borgere i landet«, slår han fast. Det sikrer grundlovens § 44, hvor det hedder, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«. Folketinget afgør altså suverænt, om det vil lade denne eller hin udlænding modtage den gave, som indfødsretten er. Så hvis folketingsmedlemmer mener, at tilhørsforhold til en bestemt ideologi eller til en bestemt religion betyder, at personen ikke vil kunne opfylde de loyalitetsforpligtelser over Danmark, som vi bør kunne forvente, er der altså intet juridisk til hinder for at nægte at give disse mennesker indfødsret.
Hermed er debatten befriet af det juridiske fængsel, som Jacob Mchangama forsøger at føre den ind i.

Lad os så tale lige ud af posen, undgå venstrefløjsdobbeltmoralen og stille spørgsmålet: Bør vi ikke gøre forskel på, hvem vi ønsker at få som danske medborgere, når vi nu ved, at der er forskel på, hvem der bliver til gavn for landet?.