søndag den 9. februar 2014

Rødt og lilla - kun en nuance til forskel

En af mine yndlingspolitikere i Venstre er forskningsordfører Esben Lunde Larsen. Han vandt min respekt, da han ved nyheden om slikgiganten Haribos nylige knæfald for den politiske korrekthed annoncerede, at han som protest fremover ville til at omtale sorte mennesker som "negre". Det var en modig udmelding, og det latterlige er, at det er modigt, for ordet "neger" er jo bare en fordansket udgave af det latinske ord for sort.
 Men i dagens Danmark, hvor den sproglige bornerthed er langt mere udbredt end kendskabet til latin, er den slags dybt kontroversielt, og han fik da også læst og påskrevet af bl. a. Cepos-juristen Jacob Mchangama.
Så hatten af for unge Lunde Larsens sproglige frihedskamp. Lad os håbe, den ikke stopper her. Til gengæld kan jeg ikke følge ham, når han forleden her i avisen harcelerer over, at Ida Aukens partihop fra SF til De Radikale ikke vækker debat: »Man kan være folkesocialist den ene dag og liberalradikal den anden, uden at det vækker større anstød eller forundring«. Jeg synes snarere vi skal takke Ida Auken for, at hun med sit elegante lille partihop gør os den tjeneste at minde om, hvor kort vej der er fra folkesocialisme til kulturradikalisme. At der kun er en mindre farvenuance mellem rød og lilla.
Henrik Dahl citerede for nylig en radikal statsministerfrue - hvem mon det kan være --for at sige, at »radikale var SF'ere, der havde råd til at holde landsmøde på et hotel.« Det var både vittigt og præcist sagt, for trods størrelsen i budget er der et slægtskab mellem partiernes grundholdninger.
Historien viser, at de er i familie, nogle gange også i bogstavelig forstand.

Mit gæt er, at folkesocialisten Ida  vil føle sig hjemme hos De Radikale

Den første generation af intellektuelle kommunister var i vid udstrækning børn af radikale. De var vokset op med Brandes' frigørelsesevangelium og fremskridtstro og den dertilhørende foragt for borgerdyder som fædrelandskærlighed, familie, forsvarsvilje og kristentro.
De var bare mere utålmodige end deres adstadige fædre; de ville gerne se utopien realiseret og det snart. Derfor udskiftede de den fædrene humanisme med en revolutionær humanisme - et pænt ord for kommunisme.
Det er den bevægelse, man finder hos toneangivende kommunister i 1930' erne som Elias Bredsdorff og Mogens Fog, der begge endte som kulturradikale igen. Der var ingen vandtætte skotter mellem socialisme og radikalisme. De nærede den samme foragt for de reaktionære borgerlige.
I dagens kulturkamp er forskellen endnu mindre.
Det kan godt være, at Det Radikale Venstre nominelt er et borgerligt parti, men vidste man ikke bedre kunne man lige så godt tro at følgende opfordring til at nedlægge det danske udenrigsministerium var skrevet af en folkesocialist: »Vi glemmer«, forkyndte vores nyslåede radikale udenrigsminister Martin Lidegaard i 2004, »at tage det næste og logiske skridt. Nemlig at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi har kendt det.« En nation uden en selvstændig udenrigspolitik er naturligvis ikke længere en suveræn nation.
Ligesom en nation, der opgiver at bevare sit eget sprog på universitetsniveau er ved at nedlægge sig selv. Men netop det sidste er en mærkesag for vores nye radikale forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen, der i 2011 foreslog at tvinge universiteterne til at gøre engelsk til hovedsprog.
Værsgo: To radikale, der i lige så høj grad er fædrelandsløse svende (og piger) som de gamle socialister.
Så ingen grund til forundring over, at folkesocialisten Ida Auken pludselig bliver radikal. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil føle sig hjemme i sit nye parti.