søndag den 26. januar 2014

Kristendommen som tankeforbrydelse

I torsdags var det 69 år siden, at den 38-årige grev Helmuth James von Moltke blev hængt i Plötzenseefængslet i Berlin.
For nylig faldt jeg over hans afskedsbreve i en bogkasse, og læsningen af dem gjorde dybt indtryk på mig.
Ikke fordi brevene, skrevet til hans kone Freya, er smægtende kærlighedsbreve, slet ikke, men fordi de på en forbløffende måde viser, hvad der er modgiften mod totalitarismen. Dengang og i dag.

Moltke var preussisk adelsmand og direkte efterkommer efter en af Tysklands mest navnkundige generaler, og derfor kom det nazisterne meget på tværs, at han var modstander af regimet. 
Måske af den grund blev han genstand for et frådende raseri fra den berygtede præsident for folkedomstolen Roland Freislers side.

I sine brevrapporter fra folkedomstolen gør Moltke, der var en intellektuel, klart tænkende jurist, Freisler genstand for sarkastisk hyldest. »Vivat Freisler!« udbryder han et sted.

Tankeforbryderen for folkedomstolen: "Vi bliver dømt fordi vi har tænkt sammen".

Freisler forstår nemlig, at den egentlige konflikt imellem dem i sidste instans er åndelig, som når han docerer: »Hr. greve, ét har kristendommen og vi nationalsocialister tilfælles, og kun dette ene: Vi forlanger hele mennesket« »Mon Freisler var klar over, hvad han dermed sagde«, spørger Moltke.

For Freisler har jo ret. Kristendommen kræver hele mennesket og giver mennesket hele friheden, men nægter det afgangen til at tilbede totalitære afguder, og det er lige præcis grunden til, at nazismen ikke kan tolerere kristendommen, når der som i Molktes tilfælde for alvor er tale om kristendom.

Freisler kan ikke finde noget konkret at dømme Moltke for, så han ender med at dømme ham for at have tænkt anderledes: »Dermed har De udelukket Dem fra det kæmpende folkefællesskab!« »Vi bliver hængt, fordi vi har tænkt sammen«, konkluderer Moltke nærmest glædestrålende.

»For hermed har Freisler udstillet nazismens dæmoni«. Det er, noterer han, »ånden som sådan, der forfølges«. Og hvilken ånd? Den kristne.

»Din husbond«, skriver Molkte til Freya, »står for Freisler, ikke som protestant, ikke som godsejer, ikke som adelig, ikke som preusser, ikke som tysker - det blev udtrykkeligt udelukket - men som kristen«. Kristendommen er en tankeforbrydelse i totalitarismens rige. Det bliver klart en time i Berlin den 10.

januar 1945. Og det bliver Molktes opgave, hans privilegium, at gøre det klart. Derfor er hans afskedsbreve - det lyder mærkeligt - fulde af glæde og håb: »Selv med fare for at lyde hysterisk: Jeg er så fuld af tak, egentligt er der ikke plads til andet«.
 Så dybt taknemlig er han for at have fået lov at bære vidnesbyrd om ordet: »Til hvor vældig en opgave var din husbond ikke udset: Alt det meget arbejde, Gud Herren har haft med ham, de uendelige omveje, de forskruede zigzagbevægelser. For denne ene times skyld har Herren gjort sig al denne møje« og han fortsætter: »Din husbond, din svage, feje, "komplicerede", meget gennemsnitlige husbond, han fik lov at opleve det: At være "det jordiske kar, som Guds kostelige skat har betjent sig af"«. 

Derfor beder Moltke, inden han afslutningsvist opfordrer Freya til at være »trøstig, uforsagt«, om at vise brevene til andre. Totalitarismens kamp imod - og nederlag til - den frie, kristne ånd angår også os andre, mener han.

Han har ret. Molktes mærkelige og betagende breve minder en kristendomsforagtende tid om, hvilken modstandskraft der ligger gemt i kirkens skrøbelige lerkar.

Og de viser os, hvorfor totalitære regimer, fra kommunismens til islamismens, altid har elsket at forfølge de kristne.

Jyllands-Posten 25. januar