søndag den 5. januar 2014

Kampen om konfirmationsundervisningen

Der var én ting, Helle Thorning-Schmidt glemte at nævne i sin indholdstynde nytårstale. Et regeringsinitiativ, der ellers matcher hendes røde jakke fint og viser omfanget af regeringens ødelæggelsestrang.
Takket det bliver kon-firmandundervisningen til næste år skubbet ud på et sidespor og placeret så uattraktivt, at antallet af konfirmander formentlig vil styrtdykke.

Der er tale om et historisk brud med den særstilling, kristendommen har indtaget i folkeskolen.
Hidtil har det jo været sådan, at skolen satte undervisningstid til rådighed for sognepræsten. Her kunne han så, ofte i de attraktive formiddagstimer, hælde noget viden i de af folkeskolen så åndeligt underernærede elever.
Denne ordning ændres af folkeskolereformen.

Det skyldes det skæbnesvangre forhold, at vi nu får en halv heldagsskole, der annekterer børnenes tid uden for den regulære undervisningstid. Hele 35 timer skal de arme børn henslæbe på skolen, inden de får lov at slippe fri. Og hvis de så skal have konfirmationsundervisning, må de lægge yderligere to undervisningstimer oveni. Enhver kan regne ud, hvilken hård konkurrence konfirmandundervisningen hermed udsættes for. 

De trætte børn vil selvfølgelig hellere have fri end skulle udsættes for mere undervisning den eftermiddag.
Kun de overentusiastiske vil orke at møde op, og da regelmæssig deltagelse i undervisningen er en forudsætning for at blive konfirmeret, er resultatet af den statslige degradering af konfirmandundervisningen forventeligt: antallet af konfirmerede vil falde drastisk. Det er det, man kalder afkristning.

Man må gratulere regeringen for dens effektive socialistiske kulturkamp mod kirken. Tænk på, hvor hårdt de gamle, jernhårde socialister i årtier kæmpede for at få arbejderbørnene til at opgive den kirkelige konfirmation.
Det lykkedes aldrig, og til sidst måtte socialdemokraterne helt opgive det borgerlige erstatningskon-firmationsritual, man havde konstrueret, og se i øjnene, at deres egne børn foretrak det kirkelige ritual frem for deres egen fade socialistiske overgangsrite. Men hvad der ikke lykkedes dengang for de højrøde, ser nu ud til at lykkes for deres blegrøde efterkommere.
Hvis - og det er det store hvis - de borgerlige partier lader dem gøre det.

Folkeskolereformen er jo nemlig et resultat af et bredt forlig, der inkluderer alle borgerlige partier undtagen Liberal Alliance, der som de eneste havde rygrad til at gøre front mod heldagsskolen.

Den kommende marginalisering af konfirmandundervisning er dermed også de store borgerlige partiers ansvar. Spørgsmålet, som vi nu skal til at stille dem, er, hvad de vil gøre for at forhindre den katastrofe, de selv har været med til at skabe.

Lad os bare være konkrete og sætte navn og adresse på de ansvarlige: Kære Lene Espersen (K), Karen Ellemann (V) og Alex Ahrendtsen (DF). Hvorfor sørgede I som uddannelsesordførere ikke for, at konfirmandundervisningen blev beskyttet, inden I sagde ja til folkeskoleforliget? 

Var det, fordi I snorksov, eller var det, fordi I var og er ligeglade? Og hvad vil I nu gøre for at løse problemet? Der findes nemlig en løsning. De timer uden for regulær undervisning, som børnene skal tilbringe på skolen, kaldes understøttende undervisning og inkluderer bl. a.


idræt og musikundervisning. Hvis en kommende borgerlig regering kræver, at konfirmandundervisningen bliver en del af den understøttende undervisning, vil katastrofen være afblæst. Spørgsmålet er: Vil de borgerlige redde konfirmandundervisningen, eller vil de lade katastrofen gå sin gang?.