mandag den 13. januar 2014

Hvis Grønnegården var Danmark

Der er næsten tragisk-komisk, at det eneste de næsten to millioner seere af DR- dramaet ”Arvingerne” ser ud til at være optaget af, er skuespillerernes udtale. Det svarer til at gå i Zoologisk Have og kun lægge mærke til gråspurvene. Eller til kun at være henvist til gråspurvene. 

For mumleri-problemet er åbenbart reelt. Generationerne kan åbenbart ikke længere høre, hvad hinanden siger. Generationskløften er blevet akustisk.
Brandærgerligt, for ”Arvingerne” bør give anledning til dybere og mere interessante overvejelser.




Her har vi endelig en DR Drama-serie, der i stedet for nok en gang at viderekolportere den kreative klasses verdensanskuelse, sætter kritisk fokus på den.
Vi ser ud til at have at gøre med noget for DR så mønsterbrydende som et opgør med 1968'erne og deres børn, for nu at citere den præcise anmeldelse i denne avis.
I centrum står slægtsgården ”Grønnegården”, monumental i sin klassicistiske skønhed. Men hvordan går det huset, efter at de legesyge hippier har taget det i besiddelse? Hvordan forvalter de den arv, forfædrene omhyggeligt har givet videre til dem?
Det er seriens egentlig tema, som jeg ser det, og hvis man, i traditionen fra Henrik Pontoppidan og Evelyn Waugh, lader slægtsgården symbolisere landet, er det klart at ”Arvingerne” handler om andet og mere end storgodsproblemer: Hvad har 68'erne gjort ved det land og den tradition, de selv fik? Og hvilke vilkår skaber det for de næste generationer, dvs. for os?

Hvad kunstneren Veronikas bidrag har været fortælles uden omsvøb:

Den succesrige 68-kunstner suspenderer simpelthen alt, hvad der hedder arv.

I stedet for at lade Grønnegården gå videre til den ældste søn, forsøger hun at omskabe det til et gigantisk monument over sig selv. Mig, mig, mig og min selvrealisering og min kunst. Og til helvede med min næste, mine børns behov og hensynet til min mands slægt. Alt ofres på selvrealiseringens, nuets og kunstens alter.

Et maleri af en af gårdens tidligere ejere, har hun, såre symbolsk, ladet male over og forvandle til et fjoget børneportræt. Og da den ældste søn raser over vandaliseringen af portrættet af hans farfar, får han af kunstkenderne at vide, at det skal han ikke være ked af: Maleriet er nu meget mere værd end før, da det bare var slægtsportræt.

Jeg gætter på, at en anselig mængde liberalister ville være på kunstkendernes side: Er der er penge i vandalisering af fortiden, så lad os da vandalisere noget mere. Bemærk, at ledende LA'ere netop nu ude og lufte deres store beundring for hippierne.
Mens Veronika er næsten dæmonisk i sin hæmningsløse selvcentrerethed - ikke underligt at hun efter sin død hjemsøger sine arme børn - er hendes hippi-eksmand Thomas langt mere elskeligt, men ikke mindre afslørende skildret.
Mens huset og familien er ved at falde fra hinanden, sidder han smilende på gulvet og spiller eksperimental musik på sine bongo-trommer. Han er til stede i nuet. Det er det man skal være: Et grålokket gamling, der insisterer på sin barnlighed - uden at drage omsorg for børnene omkring ham.


Grønnegården minder bekymrende meget om Danmark. Den smukke, enkle bygning, 1968'erne arvede, har de i gigantisk selveraliseringsrus vandaliseret uden tanke på næste generation. 
Panelerne er flossede, interiøret har taget skade, mens lysten til at forære det nedarvede gods væk til andre end landets børn er stor. 
Og hvis nogen rasende protesterer mod ødelæggelse, får vi bare at vide, at vi skal være smile og spille videre på bongo-trommerne.

Jyllands-Posten 11. januar