søndag den 1. december 2013

Per Stig Møller og grundskaden

Nu var jeg lige begyndt at lulle mig ind i den illusion, at alt ville se bedre ud for Det Konservative Folkeparti, hvis det var Per Stig Møller, ikke Barfoed, der stod i spidsen for det. 
Møller er en dannet, belæst herre, der kan sin Edmund Burke og har den dybde, Barfoed savner. Så mon ikke partiet ville bekende klarere konservativ kulør med ham ved roret? Tænkte jeg. Lige indtil Møller selv rev mig ud af illusionen med sine udtalelser om Muhammedkrisen.




Tænk, at manden roser sig af sin egen fejlvurdering af denne historiske konflikt og afslører sin egen manglende opbakning til Anders Fogh i dennes finest hour .

Og så oven i købet nu, hvor flere og flere for alvor forstår, hvad der stod på spil i Muhammedkrisen. Det er således blodig ironi, at Per Stig Møller tages grundigt i skole af Ahmed Akkari, der gør opmærksom på, at krisen var eskaleret uanset hvor mange ambassadør-møder, der var blevet holdt.

Det eneste, man ifølge ham havde kunnet opnå ved at holde møde med de frihedshadende ambassadører var, at ”åbne en dør på klem til ustyrlige krav” og, tilføjer jeg, vise manglende rygrad og modstandskraft på et helt fatalt tidspunkt.
Men det er åbenbart den manglende rygrad, Per Stig Møller finder behov for at flashe. Ak, så kender vi den konservative bedsteborgerlighed igen. Den, der sætter pænhed højere end principper. Feta-eksport højere end frihed.

Tror nogen, at denne magelige principløshed er af nyere dato og udgør et syndefald i forhold til et hedengangent konversativt Eden, bør de tage en tur omkring besættelsestidens historie.

Dengang stod valget ikke mellem feta-eksport og frihed, men mellem flæske-salg og frihed. Vi på flødeskumsfronten tjente som bekendt fedt på samarbejdspolitikkens med Hitlertyskland og da modstandsbevægelsen forsøgte at ændre på forholdene, fik de en falanks af ”ansvarlige” politikere på nakken.

Jeg tog forleden forskud på 70-års-jubilæet for den københavnske folkestrejke, vi kan fejre næste sommer, ved at tvangsindlægge mine børn til at se DR's gamle, grundige udsendelse fra 1969 om denne stjernestund i Danmarkshistorien. Den fantastiske historie om en våbenløs befolkning, der forbitret rejser sig mod tyskerne og trodser deres trusler – Hvidsteengruppen blev henrettet for at skræmme københavnerne – for at vise, at ”vi dur til andet end at æde”, som Martin A. Hansen skrev.




Og hvem var så de stærkeste modstandere mod denne modige folkeprotest? 

Ja, det var bl.a. konservative politikere med den konservative politiker Ole Bjørn Kraft i spidsen. De forsøgte fra starten at få københavnerne til at opgive protesten også selv om resultatet ville være blevet et kuet København.
 I stedet endte folkestrejken med at skabe overskrifter i engelske og amerikanske aviser og bidrog afgørende til at placere Danmark på den rigtige side ved krigsafslutningen.

”De kender kun ordet ”at skåne”, hvor vi kender begrebet ”at ofre”. Det med kamp for åndelige værdier, altså virkelig kamp i praksis, det synes flertallet af de ”gamle” politikere ukendt”, konkluderede et af Frihedsrådets medlemmer bagefter.

I DR's udsendelse slog den konservative Ole Bjørn Kraft fast med syvtommersøm, at De Konservative hørte med i denne gruppering. Så det er desværre en gammel konservativ tradition, Per Stig Møller placerer sig i med sidste uges markeringer.


Meget kan man sige om Anders Fogh Rasmussen, men hvor skal vi være glade for, at det var ham, og ikke en konservativ, der var statsminister i 2005.

Jyllands-Posten 30 november