mandag den 23. december 2013

Jul i skilsmisseland

Det er en sentimental kliché, at julen er hjerternes fest, men når klicheen lever, skyldes det jo, at julen er familiens hovedhøjtid. Vi vil hjem til jul og have et hjem til jul.



Julen er derfor også højtiden, hvor man mærker konsekvenserne af en skilsmisse. For at kompensere for den familieopløsning, der er smertelig for ethvert normalt menneske, får børn fejret den ene juleaften efter juleaften.
For nylig stillede flere eksperter spørgsmål ved visdommen ved denne velmenende praksis og foreslog, at man nøjedes med én julefejring.
Samtidig lanceredes et nyt storstilet projekt, der via folkeskolen skal støtte skilsmissebørn, fordi skilsmisser ifølge eksperter kan have alvorlige konsekvenser for børns indlæring og trivsel.

Jeg har ingen særlig mening om forslagene ud over, at skoleprojektet lugter langt væk af den geskæftige statsbefamling af børnene, som vi allerede har for meget af i Velfærdsdanmark. Dog er jeg glad for den stigende erkendelse af, at skilsmisser ikke er uden omkostninger.

Reaktionerne på forslagene var til gengæld tankevækkende og gav et fingerpeg om, hvorfor det er så svært at tale ærligt om omkostningerne ved skilsmisser.
To højprofilerede mediekvinder røg nemlig helt op under loftet.

Forslagene var intet mindre end udtryk for en »stigmatisering« og udtryk for en »opfattelse af, at folk, der er skilt, er idioter, mens gifte folk er de gode«, mente forfatter Signe Wenneberg, mens præsten Kathrine Lilleør så det som en »jagt på skilsmisseforældre«. 

Mildt sagt overreaktioner i betragtning af, at ingen havde antydet, at skilsmisseforældre var dårligere end andre, kun at skilsmisser havde omkostninger for børnene.
Men det må vi altså helst ikke sige for de to i øvrigt fraskilte mediekvinder.

Kathrine Lilleør - kærlighedsforkynder og skilsmisse-agitator


Og så er det, man må spørge: Hvorfor ikke? Hvis nu skilsmisser er så lykkelige, som damebladene og de selv forkynder, og børnene trives så fantastisk godt ved at have hele to hjem og hele to værelser og et utal af forældre af pap, hvorfor så ikke bare tage det lidt roligt?

Wennebergs og Lilleørs hysteriske reaktion giver unægtelig en lumsk mistanke om, at der er mere smerte, skyld og besvær forbundet med skilsmisser end de selv vil være ved. Det er den psykologiske nøgle til den både selvmodsigende og psykologisk forståelige reaktion:

 Fordi skilsmisser er smertelige og fulde af omkostninger, må vi ikke sige, at skilsmisser er smertelige og fulde af omkostninger. Den barske sandhed er for barsk.

Hvis denne tolkning er rigtig, vil tabuet kun vokse i takt med, at antallet af fraskilte stiger: Jo flere skilsmisser, des mindre må der tales om skilsmisseproblemer.

Jo flere indlysende omkostninger ved opløste familier, des flere vil forargede forsøge at lukke munden på dem, der påpeger omkostningerne.

En dag bliver det vel sådan, at vi, der ikke er skilt, får et forklaringsproblem: »Kun én juleaften? Er I sikre på, at børnene ikke tager skade?« Kathrine Lilleør ender nærmest her. Hun slutter med en opfordring til forældre om at "udfri ægteskabsbørnene" - dvs. blive skilt: »De ville blomstre af at få to hjem. Og jublen vil ingen ende tage, hvis de kunne være så heldige at få to juleaftener med to frimodige forældre.« 

Voila: Den kærlighedsforkyndende præst ender som skilsmisse-agitator, selv om bitter erfaring og diverse undersøgelser tyder på, at det vil medføre flere ulykkelige børn og flere dybt sårede voksne.

Dette er ikke et juleeventyr, men en grotesk historie om de faktiske forhold i skilsmisseland.

Jyllands-Posten 21. december