søndag den 3. november 2013

Tørklædet afsløret

Siden en meningsmåling viste, at et stort mindretal ønsker et offentligt tørklædeforbud, er det muslimske tørklæde vendt tilbage i debatten efter at have været væk i nogle år.
Under den offentlige tørklædetavshed er antallet af tørklæder ude i virkeligheden til gengæld steget markant. Tag bare den mindre sjællandske by, jeg bor i: Da jeg for seks år siden flyttede hertil, var der ikke et eneste tørklæde i byen, hvad der var en stor ændring fra Odense, hvor vi kom fra. Jeg troede faktisk, jeg var vendt tilbage til det Danmark, jeg voksede op i. Jeg tog fejl.
I dag er tørklæderne der i stigende antal, og det er unge, der går med dem. De unge indvandrerkvinder omfavner en ideologi, der reducerer kvinden til en andenrangsperson i forhold til manden.


Et af de billeder. "Tørklædeopråbet" godt kunne acceptere

Det er et af tidens mest bekymrende tegn. Jeg hilser derfor sidste uges meningsmåling med glæde.
Et voksende antal danskere forstår, at hijaben er andet end det stykke stof, som vores bedstemødre tog om håret, når de skulle ud i regn og rusk. Og selv om forslaget om et offentligt tørklædeforbud er uigennemtænkt og tåbeligt, afslører meningsmålingen en voksende, forståelig bekymring hos danskerne over for muslimske symboler.
Det er glædeligt.
Man sådan er meningsmålingen ikke blevet udlagt. Knap var den offentliggjort, før Overdanmarks fordømmelse haglede ned over danskerne. Deres holdning var chokerende og diskriminerende.
Sådan lød budskabet f. eks. fra en række muslimske kvinder, der under betegnelsen "Tørklædeopråbet" lavede en manifestation, der må tage æren for ugens største boomerang.

Hør bare historien: Initiativtagerne til "Tørklædeopråbet" annoncerede, at de kæmpede for »visuel ytringsfrihed« og kvinders ret til at »afklæde sig og iklæde sig som de ønsker, uden at skulle frygte vold eller diskrimination«. Nu er det lidt noget sludder at gøre påklædning til en del af ytringsfriheden, der jo som bekendt består i friheden til på skrift og i tale at ytre sig frit. Men initiativtagerne har haft blik for, hvor hamrende godt "visuel ytringsfrihed" lyder, og at det er et genialt slagord for dem, der ønsker islamismens fane udbredt.

Og så alligevel ikke. For slagordet forpligter: Kæmper man for ytringsfrihed, må man også anerkende andres ytringsfrihed. Her gik det galt for hijab-aktivisterne: De inviterede alle kvinder til at lægge et billede af sig selv, iklædt tørklæde, på Facebook, men censurerede hårdt i billederne. 
En voksen kvinde med hidjab og BH var til gengæld haram


Mens de godt kunne godt acceptere mindreårige piger i stramt bundne hijaber, blev voksne kvinder, der postede billeder af sig selv med tørklæde, nøgne rygge og skuldre samt et glimt af en BH bortcensureret efter først at være blevet overøst med perfide skældsord og trusler.

Opfordringer til at »lægge sig til at dø« blev krydret med ord såsom "luder" og andre stilfulde betegnelser. Læg dertil en flod af trusler, især rettet mod homoseksuelle som f. eks: »Du skal dø for din seksualitet, din klamme bøsse« eller "Bøsser = døden".
Med andre ord: "Tørklædeopråbet" og dets tilhængere agiterede ikke for kvinders frihed til at klæde sig, som de vil, men for islam og det ortodokse islamiske påklædningskodeks.

Vi har ikke en tilsvarende tradition i Vesten. Reformatoren Martin Luthers kone gik f.eks. utildækket

Deraf støtten til tilsløringen af mindreårige og deraf fordømmelsen af de nøgne skuldre og de homoseksuelle.
Så vi skylder "Tørklædeopråbet" tak for at have afsløret, at vi med hijaben også får resten af den ortodokse islamiske pakke, som alle frihedselskende mennesker afgjort må være modstandere af.
Initiativtagerne har vist, at danskerne har god grund til at være utilpasse ved det muslimske tørklæde.


Jyllands-Posten 1. november