lørdag den 5. oktober 2013

Der er brug for et tredje standpunkt i abortdebatten


Efter en uge i abortdebattens tegn slår det mig, at der mangler et midterstandpunkt i debatten. Ja, normalt er midten ikke lige der, jeg ynder at befinde mig, men i denne sag forekommer det mig at være et godt sted at stå.

Som det er nu, er der kun plads til to fronter: På den ene side har vi den minoritet, der højrøstet hævder, at abort er mord og som derfor ønsker et forbud. 
Bogen, der leveret et reflekteret tredje standpunkt i abortdetten


På den anden side den kompakte majoritet, der synes abort er helt ok, bare vi ikke taler om det, og som udviser en styg tilbøjelighed til at undertrykke abortmodstandernes helt legitime synspunkter.

Jeg kæmper gerne og længe for abortmodstandernes ret til at fremføre deres synspunkter – både på en mark ved E45 og i en annoncekampagne i det offentlige rum. 

Det er rent ud sagt tåkrummende, at så mange, med kirkelukningsminister Manu Sareen i spidsen, går sammen om at fordømme en harmløs filmstump , som de tydeligvis  ikke har set. For havde de studeret Abortliniens annonce-film, ville de vide, at den er sober og at Abortliniens eneste fejl var at placere den blandt biografreklamer. 

For når vi sidder nede i biografmørket med popcorn og cola, er de færreste af os i humør til at blive konfronteret med oprivende etiske dilemmaer.

Det er Dansk Reklame Film, der netop har fjernet filmen fra biograferne, i deres gode ret til at drage konsekvensen af. Til gengæld er der grund til at råbe vagt i gevær, når kommunalpolitikere overvejer at forbyde Abortliniens annoncering i det offentlige rum, som det er tilfældet i Aalborg.

At forsvare folks ytringsfrihed er imidlertid ikke det samme som at dele deres synspunkter. Og jeg er ikke tilhænger af et forbud. Det vil blot sætte gang i de gamle uhyggelige kvaksalver-aborter, som i tidens løb har sat så mange kvinders helbred overstyr.

Derfor er det tredje standpunkt at foretrække. Det finder man grundigt belyst i en af efterårets vigtigste bøger: ”Det moderløse samfund” af biolog Niels Arbøl.

Han gør opmærksom på, at den danske abortrate ikke er spor lav efter vesteuropæisk standard. Både Tyskland, Belgien og Holland ligger markant lavere end Danmark og det er derfor direkte vildledende, når alle i den forløbne uge har rost sig af, at Danmark har en af verdens laveste abortrater. Ligesom generalsekretæren fra Sex og Samfund var helt på vildspor, da han i en P1 debat med mig i tirsdags udtalte, at abortraten i Tyskland er højere end i Danmark. Det er ikke korrekt.

Hvad er så forklaringen på den lave tyske abortrate? Jo, i Tyskland forsøger man at kombinere hensynet til kvinden med hensynet til fosteres ret til at leve. Det indebærer, at den gravide kvinde skal omkring en obligatorisk støttevejledning, inden aborten foretages. 

Og at hun derudover skal have en venteperiode på en mindst tre dage. Ventetiden giver mulighed for at tænke det dramatiske valg igennem og noget tyder på, at ventetiden lønner sig. Når det superliberale Holland, der også har en obligatorisk venteperiode, har langt færre aborter pr. kvinde, er der noget at lade sig  inspirere af.

Hvis man da mener, at levende børn er bedre end aborterede fostre.  


Det mener kønsforsker Birgit Petterson tilsyneladende ikke; i hvert fald har hun netop udtalt, at samfundet bør arbejde for at der kommer flere aborter. En kuldslået, ja kynisk indstilling, som fortjener modspil.

Jyllands-Posten 5. oktober