søndag den 13. oktober 2013

De kæmper kulturkampen for os

Mit håb står til indvandrerne, tænkte jeg, da jeg her i avisen læste Yahya Hassans reaktioner på den tsunami af dødstrusler, han har modtaget efter sine afsløringer af de faktiske forhold i ghettomiljøet.

En meget ung, meget modig mand.

»Folk truer mig på Facebook og ringer til mig fra hemmelige telefonnumre og siger, at jeg skal dø...
Folk kan komme med alle de dødstrusler, de vil. Mine digte skal ud.« Sådan. Finere ytringsfrihedsmanifestation kan næppe opdrives.

Grunden til mit håb er ikke alene purunge Yahya Hassan. Vi har også Ahmed Akkari, som for tiden oplever at blive angrebet med sten, når han forsøger at få sine muslimske trosfæller til at værdsætte det danske frisind. Vi har Massoud Fouroozandeh, præsten, der lægger en kæmpeindsats i at omvende muslimer til kristendommen uden at møde den opbakning i folkekirken, han fortjener.

Og vi har den ukuelige kunstner Firoozeh Bazrafkan, der har fået dagbøder af Vestre Landsret for modigt at have talt højt om overgreb på muslimske piger.

Alle disse mennesker, der virkelig fortjener den misbrugte betegnelse "nydanskere", leverer en fantastisk indsats i den igangværende kulturkamp og udviser et mod og en begejstring for det bedste, vores lille land har at byde på. En begejstring, som står i grel modsætning til attituden hos visse af samfundets spidser.

Her tænker jeg på integrationsborgmesteren i København, Anna Mee Allerslev, og ikke mindst på domprovsten i Københavns Stift, Anders Gadegaard, der begge er med i støttekomitéen, der arbejder for en ny stormoské i hovedstaden.

Anders Gadegaard, der for nylig jublede over udsigten til kirkelukninger -" Hurra for kirkelukninger" -ser ud til at opfatte det som sit særlige kald at støtte udskiftningen af kristne gudshuse med moskeér.

Måske det var på tide at udskifte Anders Gadegaard med en domprovst, der faktisk var mere optaget af udbredelsen af evangeliet end af udbredelsen af shariaen.

Massoud Fouroozandeh ville være et godt bud. Og næste gang vi hører integrationsborgmesteren tale bekymret om dem-og-os-retorikken, må vi så ikke bede om at få Yahya Hassan til at kommentere det. For det ved han faktisk noget om. »Det er hele tiden "os" og "dem"«, betegnede han den opdragelse, han fik. Og forældrene havde ikke høje tanker om "dem", dvs. danskerne.Derfor fritog de »deres børn fra kristendom og idræt. Alene det, at man ikke må bade sammen med danske børn, skaber en kropslig distance."

 Bemærk, at Yahya Hassan her peger på den manglende kulturelle integration som hovedproblemet.
Al den snyd og bedrag, der ifølge ham går i svang i ghettoerne, er et resultat af foragten og desinteressen for det danske samfund. En indstilling, der har sin rod i den islamiske fatalisme: 
"Allah havde jo planer for os. Lad os vente og se, hvad han har til os. Af godt og skidt. Folk hænger fast i religionen, fordi de er bange for at komme i helvede.« Hvis mange børn flaskes op med den form for lammende passivitet kombineret med jødehad og mistillid til danskerne, er der lagt i ovnen til en uhyggelig fremtid for vores land.
Men det er bare nogle socioøkonomiske problemer, unge Yahya har måttet slås med. Præcis som vi kender dem fra den økonomiske underklasse.
Med denne materialistiske fejlslutning forsøger det talende caffe latte-kleresi netop nu at drukne Hassans vigtige vidnesbyrd.
Så jo, det er vist dem med indvandrerbaggrund, vi må sætte vores lid til i kulturkampen.


Jyllands-Posten 12. oktober