søndag den 1. september 2013

Liberalisterne svigter

Kræfter i EU har erklæret krig, ikke mod Syrien, men mon lakridspiber.
Det fint svungne lakridsstykke med det yndefulde, lyserøde drys hører nemlig til gruppen af slikprodukter, »der ligner tobak«, som børn kan finde tiltrækkende og rammes derfor muligvis af det nye rygedirektiv.

Mens EU med sit rygedirektiv toner rent totalitært, overstatsligt flag, og Helle Thorning-Schmidt hovedkulds er ved at kaste landet ud i en uansvarlig krig på fjerne breddegrader, udkæmpes der herhjemme en lille, indædt ideologisk krig: 

Liberale og konservative meningsdannere har sommeren igennem været i totterne på hinanden.

Den borgerlige borgerkrig kan ligne en tidsrøvende bagatel, men det er nu ikke rigtig tilfældet. Debatten har nemlig fået afdækket, hvorfor borgerligheden er så dårlig til at modstå det stormløb mod vores bærende kulturelle piller, som finder sted i disse år.

Vi er jo vidne til, at man forsøger at nedbryde nationalstaten, at ægteskabet svækkes dramatisk, at værnepligten kræves fjernet, at folkekirken politiseres og at folkeskolen for længst er holdt op med at videregive dansk og kristen kulturarv.

Kort sagt: At stort set alt det, der holder et samfund oppe og holder folket sammen med forgangne slægter og fremtidige generationer, rives ned. Sten for sten.

Som en selvfølge burde borgerlige danne samlet front mod dette fatale eroderingsforsøg, men det er ikke tilfældet. Hvis vi ser bort fra partipolitikken, er forklaringen, at den ene fløj af borgerligheden simpelthen ikke er vores allierede i denne krig.

Liberalisterne er nemlig enten ligeglade eller direkte fjendtligt indstillede over for den konservative forsvarskrig.

Den unge, liberale Rasmus Brygger, landsformand for Liberal Alliancens Ungdom, angav for nylig grunden: »Konservatismen hylder det, der engang var, mens liberalismen er et oprør mod selvsamme forældede institutioner.« 

Med andre ord: Institutionerne, som vi konservative vil forsvare, gør liberalisterne oprør imod: Væk med kongehuset, væk med folkekirken, væk med værnet om sproget, flaget, grænserne, kulturen og alle fælles forpligtelser. De er nemlig "kollektivistiske" snærende bånd om det suveræne frie individ.

Sådan lyder det fra mange andre unge liberale, og hvad værre er: 

Disse puerile brushoveder får ikke modspil fra de mere modne og bedre funderede liberalister, men kan tværtimod altid regne med opbakning fra det liberale segment, der pudsigt nok er kendetegnet ved en påfaldende grad af korpsånd.

Det skaber en situation, hvor konservative meningsdannere står ene på skansen over for de kulturnedbrydende stormtropper, der består af venstreorienterede, kulturradikale - og liberale. 

Selv når det gælder noget så plat som at stemple nationalkonservatisme som ikke-stueren, kan de finde på at gå hånd i hånd med venstrefløjen.

Det skete for nylig, da Ole Birk Olesen (LA) i Berlingske udnævnte lektor Søren Hviid Petersen til at være »temmelig fascistisk«, fordi Hviid Petersen i en klog kronik havde kritiseret liberalismen.

Situationen har fået bloggeren Mads Holger til at hævde, at der består et åndsfællesskab mellem denne liberalisme og venstrefløjen, »fordi man har modstanden mod traditionel myndighed til fælles«. 

Jeg tror han har en pointe: De liberale åbenhedsprofeter er børn af 68' ernes faderløse samfund og værdsætter 68' ernes ødelæggende kulturrevolution langt mere, end de selv er klar over.

Her findes grunden til, at borgerligheden står så svagt i kulturkampen: Det ene fløj af borgerligheden er ikke vores allierede, men vores modstandere. Desværre.


Jyllands-Posten  31. august