lørdag den 14. september 2013

Kirkemassakren, der blev afværget

Jeg skrev nedenstående klumme om den lukningstruede Sct. Lukas kirke sidste år i april. I går kom den strålende nyhed om, at den overlever, trods  Københavns biskops ønske. Han er utilfreds og også Manu Sareen pønser på at lukke op til 200 kirker. 
Læg mærke til, at  der er godt 4.500 mennesker i Sct. Lukas. Det er ikke noget lille sogn. Det afslører stiftrådet og biskoppens skjulte dagsorden: At nedlægge, også store velfungerende sogne, for at skabe en topstyret manegement-kirke, regeret af et politiserende kirkeråd. Så vil resultatet blive rædselsfulde svenske tilstande.
Her min klumme fra sidste år:
Søndag den 22. april var en bevæget dag for menigheden i Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg. Jeg kender kirken: En fin, lille bygning, placeret på en lille plads mellem mellemhøje etageejendomme på behagelig afstand af den befærdede Falkoner Allé.
Denne søndag var den yndige dukkelisekirke fuld af mennesker, helt præcis 147 styks med tre børn ved døbefonden.

En gudstjeneste, der varslede godt for kirkens fremtid. 

Men samme dag fik sognet at vide, at Sankt Lukas ingen fremtid har. Kirken skal lukkes, hvis det står til Københavns Stiftsråd.

Og står det til præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, kan Sankt Lukas en dag genopstå som moské.
Som han sagde til Berlingske: »Man kunne også overlade kirkerne til andre religioner som muslimer, hinduer eller buddhister.
Der er også mange af dem, der mangler et sted at være...«

Med sine ord gør Per Ramsdal, kendt for at misbruge sin kirke til asylpolitisk agitation i 2009, hvad han kan for at bane vejen for kristendommens fjender. Er denne mand en trofast ordets tjener? 

Ikke hvis denne betegnelse skal give nogen mening, og kom den københavnske kirkemassakre til at betyde, at der ikke blev en prædikestol til overs til ham, ville det næppe være et tab for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark.

Ramsdals skandaløse udtalelser var blot endnu en håndfast markering af, at der findes flere religioner internt i folkekirken, som ved Gud er rummelig.
Det gør den centralistiske måde at lukke kirker på endnu mere problematisk.

For hen over hovederne på menighedsrådene vil præsterne nu blive spredt rundt til forskellige kirker og sat sammen med kolleger, der muligvis dyrker en anden religion end dem selv. Det forventelige resultatet vil blive kiv og strid og misnøje.
Begrundelsen for at lukke Sankt Lukas Kirke er sigende: »Medlemsmæssigt er kirken for lille til at være en selvstændig bæredygtig kirke«, hedder det.

Der er 4.447 medlemmer i sognet.

Hvis det ikke er nok til at være en selvstændig kirke, hvad er så? Man får den tanke, at Københavns Stift simpelthen er gået på klapjagt på den selvstændige sognestruktur, der er lige så gammel som landets ældste stenkirker.
Sogne skal smækkes sammen, stordrift og temakirker skal erstatte de selvstændige enheder, hvor den enkelte præst har en enestående kontakt med sine sognefæller, som han både døbte, konfirmerede, giftede og begravede.
Havde de mennesker, der møjsommeligt byggede middelalderkirkerne, der ligger spredt ud over landskabet, tænkt på samme måde, var halvdelen af dem næppe blevet bygget. 

Middelalderdanmark var tyndt befolket og mange sogne har været langt mere fåtallige end det "ikke-bæredygtige" Sankt Lukas sogn.
Og her ca. 800 år senere kan vi godt tillade os at konkludere, at sognene var bæredygtige.

Vi ved alle, at befolkningsudskiftningen i Københavns brokvarterer betyder, at der skal skæres ned på de tætliggende kirker.

Men den grove, vilkårlige måde det gøres på, afslører en ny centralistisk tendens i folkekirken, der er farlig.
Netop eksistensen af flere forskellige religioner internt i folkekirken kalder jo på en decentral struktur, hvor de forskellige opfattelser frit kan udfolde sig uden ensretning.

Det kan give lokal dynamik. En topstyret folkekirke med et kirkeråd som højeste myndighed vil derimod kvæle friheden og kunne lade én, næppe den lutherske, religion, udfolde sig for alvor.

Sker det, er det ikke kun kirkens bygning, men kirkens sjæl, man afskaffer.