søndag den 22. september 2013

Kirkeluknings-ministerens plan

For nylig skrev kalenderen fredag d.13, men dagen blev anderledes, end den skræmmende dato lod ane. Ingen massakrer, heller ingen kirkemassakrer. 
Det blev derimod dagen, hvor kulturminister Marianne Jelved besluttede at redde seks dødsdømte københavnske kirker fra lukning. Det er sjældent, jeg roser en radikal politiker. Lad dette være en af gangene.
Det mest tankevækkende ved forløbet var reaktionerne på beslutningen.
De lokale menighedsråd, der kæmper med næb og kløer for deres kirker, jublede selvfølgelig.
Og mange af os med dem.

Særligt glædede jeg mig over, at Sct. Lukas kirke blev skånet. Frederiksberg-kirken, som jeg tidligere har skrevet om her, har et stort sogn på godt 4.500 mennesker og ligger i en kommune, hvor befolkningstallet er stigende. Hvis en sådan kirke ikke er "bæredygtig", for nu at bruge kirkebureaukraternes sprog, så er der ikke mange sogne i Danmark, der er.

Det var Københavns Stift, der stod for de bizarre reaktioner på nyheden. Først var der biskoppen, der beklagede, at stiftet »nu ikke kommer helt i mål med vores strukturreform«. Værsgo: En biskop, der beklager, at seks kirker overlever! Og så var der repræsentanten for den kirkelige magtelite i hovedstaden Torben Larsen, der virkede regulært vred. Han har som formand for budgetudvalget i stiftsrådet været den, der har afsagt dødsdommene over de mange kirker, og han var nu tydeligvis stærkt utilfreds med, at dødsstraffen alligevel ikke blev eksekveret.

»Det er,« fnøs han, »statskirken, der fuldstændig tromler hen over en beslutning truffet af kirken selv.« Aha, kirken er altså ikke de enkelte sogne og deres menighedsråd, men derimod et nyetableret centralistisk råd, som han tilfældigvis selv sidder i. Det må denne repræsentant fra den hierarkiske koncern-kirke tydeligvis mene, for, hævder han, »problemet er, at man har valgt at lytte til de enkelte kirker, der ikke ville lukke, og ikke til et demokratisk valgt stiftsråd og dermed fællesskabet.« »Staten, det er mig,« sagde Solkongen.

»Det kirkelige fælleskab, det er os,« siger stiftsrådene - mens de kvæler det ene kirkelige fællesskab efter det andet. Måske stiftsrådene skulle ændre navn til kirkelukningsrådene? I hele denne ballade er det lige præcis stiftsråds-reaktionen, man skal hæfte sig ved. Den viser nemlig, at stiftrådet ikke, trods sin egen selvforståelse, er den almindelige kirkes værn mod statsmagten.

Som tilfældet i København demonstrerer, kan det sagtens forholde sig omvendt: at det er en radikal kulturminister, der lytter til de enkelte kirker, som stiftsrådet insisterer på at tromle henover.
I dette efterår diskuteres det, om stiftsrådene skal ophøjes til en synode eller et kirkeråd, der vil blive folkekirkens højeste myndighed.

Erfaringerne fra København viser, hvor vigtigt det er, at det ikke sker.

For havde det været kirkerådet, der havde haft hele magten, var de seks velfungerende kirker blevet lukket, og den fnysende Torben Larsen ville kunne have danset sorgløst rundt på deres grave.
Og situationen for københavnske kirker i dag kan blive situationen for en kirke nær dig i morgen.

Det gjorde kirkeminister Manu Sareen klart samme dag, som nyheden om kirkernes overlevelse kom ud. Knap havde de fået åbnet champagneflaskerne i Sct. Lukas, før Sareen udtalte, at der skal lukkes »i hvert fald 200 kirker.« Nu vil han udarbejde et regelsæt, der gør det muligt, dvs. nemmere, at lukke kirkerne. En synode vil give ham det værktøj, han eftertragter.

Derfor er opgaven lige nu at beskytte folkekirken og de mange sogne mod kirkeluknings-ministeren og hans planer om en kirkeluknings-synode.


Jyllands-Posten 21. september