søndag den 18. august 2013

Vi skal ikke tilgive Akkari


Kan du tilgive Ahmed Akkari hans optræden i forbindelse med Muhammed-tegningerne? Det spørgsmål stilles læsere af Kristeligt Dagblads netavis for tiden.

Jeg har hverken stemt ja, nej eller ved ikke. For spørgsmålet er nemlig meningsløst, for ikke at sige forkert.
Forstå mig ret: Sommerens nyhed om Akkaris udvikling i ytringsfrihedsvenlig retning er stærkt opmuntrende, men talen om at vi alle sammen skal tilgive ham, røber en ualvorlig forståelse af, hvad tilgivelse er.
Det er nemlig nemt, alt for nemt, for mig at tilgive Akkari.

Han har ikke forvoldt mig skade personligt. Det er ikke mig, der har fået dødstrusler som følge af den kampagne, han var en af hovedkræfterne bag. Det er ikke mig, der må leve med livvagter og dødsangst som følge af hans aktiviteter.

Puster jeg mig op og annoncerer, at jeg tilgiver Akkari, gør jeg ikke andet end at pudse min egen glorie, samtidig med, at jeg ser igennem fingrene med ofrene, de virkelige ofre for den svinestreg, som han og hans imamvenner lavede.

Særligt slemt er det, nå, denne billige og dybest set kyniske snak om tilgivelse pakkes ind i kristelige gevandter.

Det skete forleden her i avisen, hvor Søren Pind, som jeg ellers sætter stor pris på, opfordrede læserne til at møde Akkari med »tillid og glæde« og tilgivelse.

Alt sammen på grund af Luther.

For, skrev venstremanden, »i den lutherske tradition - den kristne -er tilgivelse vigtig. Ja, altafgørende.
« Det er rigtigt. Guds tilgivelse af os og vores tillid til ham er hjerteblodet i luthersk kristendom, men altså ikke min tillid til folk, der har skaffet bladtegnere dødstrusler på halsen.

Kristendommen er hverken et andet ord for lalleglæde, kynisme eller relativisme. Men det er den tæt på at blive hos Pind, når han med udgangspunkt i det sande påstand om, at vi alle er født syndige, slår til lyd for tilgivelse af Akkari på baggrund af påstanden om, at »intet menneske i kristen sammenhæng kan hævde sig bedre end andre«.
Jo, det er faktisk bedre at tro på Gud end på Allah og selv om vi alle har brug for vores synders nådige forladelse, betyder det ikke, at der ikke er etisk forskel på rovmorderen og hans offer.

Eller på bladtegneren og ham, der har lavet løgnekampagner imod bladtegneren. Den ene har brudt buddet om ikke at lyve. Det har den anden ikke.

Hos Pind ender dogmet om arvesynden med at blive til relativisme og så bliver næste skridt at påstå, at kristendommen kræver af os, at vi skal tilgive dem, der har gjort andre ondt. Bære over med dem, der forfølger andre. For vi skal bare tilgive, tilgive, tilgive.

Det er i bedste fald vrøvl, i værste fald en fimset form for kynisme.

Skal vi da ikke vende den anden kind til? Det skal vi, men kun vores egen, ikke vores næstes, for som den rumænskfødte forfatter Monica Papazu har gjort opmærksom på, er meningen med dette skriftsted ikke, at den kristne skal vende sin næstes kind til, så bødlen kan slå ham endnu værre.
Så glem tilgivelsessnakken i forbindelse med Akkari.
Det, han fortjener, er, at vi alle lytter til ham, nøgternt og opmærksomt, og at vi beskytter ham den dag, han skulle blive truet af sine tidligere venner.

Sådan som man gør i det frie, civiliserede samfund, han for otte år siden gjorde hvad han kunne for at skade.