søndag den 25. august 2013

Akkaris forunderlige rejse


»Bare han nu ikke svinger over til den modsatte side«, siger journalisten, der står og venter på at interviewe Ahmed Akkari, den omvendte imam. Det er torsdag, og jeg og journalisten er begge ved at danne os vores personlige indtryk af eksislamisten.
Jeg skal senere på dagen spise middag med ham, inden han om aftenen taler i Trykkefrihedsselskabet, og har lige under et fællesinterview med glæde hørt Akkari advare danskerne mod den indoktrinering, som elever udsættes for i muslimske friskoler.
Ja, han opfordrer faktisk vores apatiske politikere til at gøre noget håndfast for at stoppe det. Et fantastisk vigtigt budskab, som netop han er en troværdig budbringer af, fordi han kender miljøet indefra.
Som islamistafhopper har han jo en unik indsigt.
Men i journalistens øre - en almindelig halvpolitisk korrekt mand - lyder Akkari nu lovlig kritisk over for Islamisk Trossamfund, som han tidligere var talsmand for: »Bare han nu ikke svinger over i den modsatte grøft.« Journalistens groteske bemærkning siger noget om den omvæltning, der er sket i medieopfattelsen af Akkari.
Indtil begyndelsen af august troede vi alle sammen, at han stadig var den unge, fanatiske modstander af vores frie samfund, som vi lærte at kende under Muhammedkrisen.
Nu skal vi til at vænne os til, at halalhippierne muligvis lægger afstand til ham. I lynets hast er der ved at blive vendt op og ned på tingene.
Det er gået så stærkt, at jeg godt forstår, at mange stadig har svært ved at fordøje forvandlingen.
Men det er vel at mærke ikke gået lige så stærkt for Akkari selv. Det har taget ham adskillige år at nå dertil, hvor han står i dag.
Det er en af grundene til, at jeg tror, at han er helt oprigtig, når han siger, at han fortryder.
Eller synes du, kære læser, at denne historie lyder vildt usandsynlig: En ung, rodløs muslim, der er vokset op i Thy, bliver grebet af den ortodokse islamiske forkyndelse, han hører i moskéen i Aalborg.
Den solide islamiske indoktrinering fører til, at han kommer til at betragte det danske samfund som "fordærvet". Derfor giver han den fuld skrue under Muhammed-krisen, hvor han på grund af sine danskkundskaber skubbes frem i forreste linje.
Senere mister han den personlige respekt for de imamer, han er discipel af, og han søger arbejde i Grønland for at komme på afstand af dem.
Heroppe begynder han, der stadig er overbevist islamisk fundamentalist, i højere grad at studere tingene selv.
I sin polarisolation har han tiden og roen til selv at danne sig sin mening om den ideologi, han har tilsluttet sig. Og nu vokser tvivlen støt og roligt for til sidst at modnes og blive til en klar afvisning af Islamisk Trossamfund.
Da en B. T.-journalist i sommer kontakter ham, fortæller han, hvor han står i dag, og historien brager igennem i alle medier.
Efter at have talt med manden selv er jeg overbevist om, at hans historie er sand.
Det er stadig ikke et spørgsmål om tilgivelse, men om at give en modig mand en chance for at fortryde og blive klogere.
»Jeg er sprunget ud over en kløft og jeg ved ikke, hvor jeg lander«, sagde han, da vi spiste middag med ham.

Akkari har haft modet til at tage springet ud i det uvisse. 
Vi skylder at tage imod ham.

Jyllands-Posten 24. august