lørdag den 13. juli 2013

Plumsyndromet og pony-slagtning



Jeg var én af dem, der fulgte med, da agurketiden indledtes med den såkaldte "pony-gate": 

Den offentlige opstandelse, der opstod, da Camilla Plums søn slagtede sin pony på stranden i Tisvilde. 
Dag efter dag dominerede denne bagatel forsiderne på formiddagsbladene for at ende med, at strandslagteren og hans mor modtog dødstrusler pga. deres ugerninger mod den søde lille pony.
Det sidste afslørede et både latterligt og betegnende hykleri: Af kærlighed til de små tuttenuttede kæledyr ønsker man død og ødelæggelse over mennesker.

De er de samme personer, der sikkert går ind for eutanasi, men går bananas, når Søren Ryge slagter en høne for åben skærm, selv om overværelsen - måske endda udførelsen - af en rask lille hønseslagtning ville være en god modgift mod den hastigt voksende fremmedgørelse over for dyr og død.

Men ikkehistorien afslørede også et andet misforhold: det Plum-syndrom, som dominerer dele af venstrefløjen.

I denne sidste uge af juni så vi nemlig den kendte, bramfri tv-kok i rollen som løvemoderen, der forsvarer sine børn mod den offentlige gabestok og sin forretning mod ruin. I den forbindelse fik hun sagt en række kloge ting, bl. a.: »Hvis man altid er pæn og bekymret for, hvad andre mennesker mener om en, så får man et meget trist liv«. 

Udtalelsen lå i forlængelse af hendes tidligere kritik af forbudsmanien: »Der er simpelthen for meget, der er forbudt«, forbudsmanien er »ukunstnerisk, usensuel og ødelæggende for noget af det, som er en skattet, men truet egenskab: frit initiativ«. 

Og sørme om hun ikke også som god kulturkonservativ har begrædt konsekvenserne af familiens atomisering i velfærdssamfundet ved at påpege, at forklaringen på dansk madkulturs elendighed især er, at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet med det resultat, at »basal viden om mad og råvarer og holdbarhed er afblæst af myter og inkompetance.« 

Forsvar for frit initiativ og familieværdier! 

Camillla Plum lyder jo som en ægte antisocialistisk borgerlig, der er ved at brække sig over den grå dyne af socialstatslig konformitet, som vi lever under.

Hendes mad-og havebøger rummer mere af samme skuffe, hvad der er én af mange grunde til, at de er mine private køkken-og havebibler.

Men Camilla Plum er samtidigt rødglødende venstreorienteret. Vel elsker hun traditionel dansk madkultur, men hun stemmer på dem, der aktivt ødelægger dansk kultur og det Danmark, vi engang for ikke så længe siden kendte.
Det kan godt være, at hun netop nu synes, at politiet ikke tager dødstruslerne imod hende alvorligt nok, det er ifølge hende ikke i »overensstemmelse med dansk lov og ret«, men samtidig har hun opdraget sine børn til at foragte danske »love og regler og forordninger«. Arresteres hendes sønner efter at have kastet en sten eller to efter politiet ved venstrefløjsdemonstrationer, får de ros, ikke ris af mor Camilla, fortæller hun gladeligt.
De er nemlig kun godt, at de ikke har respekt for autoriteter - de autoriteter, hun selv anråber, når hun kommer i knibe.
Hykleriet og misforholdet er så totalt, at man må undre sig over, hvordan Camilla Plum får det til hænge sammen i sit eget hoved.
Men Plum-syndromet er udbredt på hele venstrefløjen, der domineres af de mennesker, der med George Orwells ord lavede deres mad efter opskrifter i Paris og deres holdninger efter opskrifter i Moskva.

Hvis de tog deres egne private erfaringer alvorligt, ville den røde farve gå af dem og Danmark blive et bedre sted.

JP 6. juli