søndag den 14. juli 2013

Helhedsskolen marcherer - svar til DF's uddannelsesordfører


For nylig indgik regeringen en aftale om pædagoguddannelsen, der forpligter pædagogerne til at snakke med børnene »om identitet og kønsroller og forskellige familieformer, så vi på den måde kan være med til at nedbryde nogle fordomme og signalere, at det er et mangfoldigt samfund, vi gerne vil have«, som Enhedslistens Rosa Lund begejstret formulerede det.
Det er helt efter bogen, at socialister som hende jubler over udsigten til at udsætte landets småbørnsbefolkning for statslig holdningsmassage.
Det bedrøvelige er, at et enkelt borgerligt parti bakkede op om denne aftale, nemlig Dansk Folkeparti. Det lå desværre i lige forlængelse af Dansk Folkepartis opbakning til regeringens udvidelse af det statslige ansvarsområde over for skolebørnene: Den halve heldagsskole.

Dansk Folkeparti er, ideelt set, landets eneste konservative parti, så hvordan kan DF støtte en gammel socialistisk mærkesag på et så vitalt område som skoleområdet? Jeg er ikke blevet færdig med at undre mig. Undervisningsordfører Alex Ahrendtsen (DF) forklarede her i avisen 3. juli, at det bare er mig, der har misforstået, hvad aftalen indebærer. 
For i de gode gamle dage var skoledagen præcis lige så lang som i Christine Antorinis nye skolereform. Så hvorfor kritisere "skoleugens længde", spørger Ahrendtsen.
Indvendingen afslører, at han desværre har misforstået, hvad den langstrakte debat om helhedsskolen drejer sig om: Stridens kerne er ikke skoleugens længde, men skoleugens indhold.
Hovedformålet for 1937-reformen var således at give børnene "nyttige kundskaber". De skulle hverken bygge fuglebure eller med pædagoghjælp blive hele mennesker.
De brugte timerne på dansk, regning, sang, historie og legemsøvelser.
Når den fagopdelte undervisning var forbi, fik børnene fri.
Helt fri, uden at skulle henslæbe flere timer på skolen til de obligatoriske lektiecafeer, som Ahrendtsen åbenbart sætter så højt.
Det var med andre ord kun godt, at de anvendte mange timer på dette kontante undervisningsformål.
Skoledagens længde i den aktuelle reform ville ikke være noget problem, hvis skoledagen anvendtes til undervisning i nyttige kundskaber.
Men helhedsskolens ambition er, som navnet antyder, en helt anden, selv om Ahrendtsen gør, hvad han kan, for at fortrænge det. Det er f. eks. ikke overbevisende, når Ahrendtsen prøver at få JP's læsere til at tro, at udvidelsen af undervisningen i den aktuelle reform primært skyldes flere timer i dansk og matematik. 

Sagen er, at det kun er en enkelt sølle ekstratime i de to fag, der er tale om (endda først fra 4. klasse).

Det, der virkelig får skoledagen til at vokse, er de næsten otte timers uspecificeret "understøttende undervisning". Der er tale om ikke fagopdelt tid, der bl. a. kan forestås af pædagoger, og som ifølge ministeren kan være »mere legende aktiviteter, der stimulerer børnenes fantasi, kreativitet og innovation«.
Vi taler altså om de forkætrede aktivitetstimer, der nu genopstår - blot under et andet navn.


I en nylig kronik i Berlingske gør Antorini intet for skjule, at reformen er et opgør med den kundskabsorienterede, gammeldags skole. 
»Skolen af i morgen er en meget anderledes skole«, jubler hun og slår fast, at skolens opgave at »udklække mere hele, nysgerrige, kreative og« -betegnende nok først som det sidste og mindst væsentlige -»dygtige børn«. Hvis Ahrendtsen stadig er fortaler for familiens frihed og stadig har som mål at indføre solide kundskaber i folkeskolen - hvad jeg meget håber -hvorfor farer han så ikke ud og kritiserer Antorini? 
Det burde være vigtigere end at falde over borgerlige kritikere af den totalitære helhedsskole.

JP 13. juli