lørdag den 22. juni 2013

Med kikkerten for det blinde øje

Tirsdag morgen læste jeg i Jyllands-Posten om de mange indvandrerkvinder, der ikke får lov frit at vælge deres kæreste. Kort efter læste jeg selvsamme historie på DR's hjemmeside. Ganske gratis kan mediebrugerne altså på DR. dk få historien fra JP's papir-og netaviser.
Et forhold, der lige nu har skabt iskulde mellem de private dagblade og det statsfinansierede DR.
Men til selve historien: Indvandrerpigernes problem vil integrationsminister Karen Hækkerup løse ved at etablere et særligt dialogkorps, som skal holdningsbearbejde familierne. Underforstået: Tvangsægteskaberne skyldes blot uvidenhed. Når blot forældrene oplyses, vil alt blive godt. Sagen er nemlig, forsikrede en ekspert Jyllands-Postens læsere, at indvandrerforældrene blot er lidt bagefter os andre. Helt præcis er de der, hvor danske bønder var i 1800-tallet.
Det eneste, de skal gøre, er at »spole tiden frem«. Der er et grundlæggende problem ved den foreslåede behandling: Den hviler på en forkert diagnose.
Der er nemlig enhelt afgørende forskel på situationen for de muslimske piger i de danske ghettoer og 1800-tallets danske bondepiger.
Når de muslimske forældre tvangsgifter deres børn, har de Allah på deres side. Når de danske landboforældre gjorde det samme, havde de Gud imod sig.

Tænk f. eks. på Blichers berømte novelle "Hosekræmmeren" fra 1829, historien der netop handler om en almuepige, hvis forældre vil tvinge hende ind i et ægteskab. 
Esben, som den smukke Cecil elsker, ejer ingenting, så hendes far, den hovedrige hosekræmmer, vil i stedet have hende gift med den velhavende Mads Egelund. Cecil siger nej, faderen siger ja og sørger for, at der bliver lyst for parret i kirken.

Men da præsten spørger, om der er nogen, der har indvendinger mod lysningen, rejser Cecil sig og siger, at det har hun, og så må det arrangerede ægteskab opgives.

For i Danmark var forudsætningen for et lovligt indgået ægteskab også dengang, at det var indgået frivilligt og stadfæstet ved begge ægtefællers jaord i kirken. Sådan har reglerne været siden Jyske Lov i 1241, der både forbød tvangsægteskab og flerkoneri.

Det betød selvfølgelig ikke, at bestemmelsen ikke blev omgået, eller at de unge ikke blev forsøgt banket på plads. Stakkels Cecil bryder da også sammen på grund af det pres, hun er udsat for. 

Men det betød, at den velinformerede pige havde en instans at klage til, hvis hendes forældre forsøgte at tvangsgifte hende.

Flere eksempler fra Middelalderen og Renæssancen viser, at unge piger med held kunne appellere til kirke og konge og ad den vej slippe fri af tvangsægteskab.

Landbobefolkningen, der som de sidste herhjemme forsøgte at presse de unge, havde da også den dannede offentlige mening imod sig, hvad Blichers også dengang berømte novelle illustrerer.
Anderledes med en pige, der lever og levede under islamisk lov.

Her er ægteskabet en aftale, der indgås mellem ægtemanden og pigens far. Ifølge de fleste islamiske lovskoler er det slet ikke nødvendigt at spørge hende, mens den mere liberale Hanafi-lovskole lader pigens »tavshed eller beherskede gråd være tilstrækkelig accept« til at ægteskabet kan indgåes (Jens Forman, "Muslimernes religion", 152).

Islamisk ægteskabsret er en logisk følge af det klansamfund, som sharia baseres på, mens dansk og vestlig ægteskabsret er udtryk for, at man tog individets frihed alvorligt.

Så længe man ikke indser, at det er denne forskel, ghettoproblemerne bunder i, så længe vil man være ude af stand til at gøre noget ved dem.


Uanset, hvor mange dialogkorps Karen Hækkerup sender på gaden.

Jyllands-Posten 22. juni