søndag den 9. juni 2013

Lægernes vigtige kamp

Det var svært at have udelt sympati med Danmarks Lærerforeningen under forårets lockout. En forening, der gør en rundkredspædagogisk prangertype som Anders Bondo Christensen til talsmand, gør det vanskeligt for sig selv.

Alligevel var der grund til at have det. 
Det viste sig i denne uge, hvor kommunernes landsforening forsøgte at presse politikerne til at sige ja til heldagsskolereformen og brugte lærernes påtvungne overenskomst som argument. 
Det var altså derfor, lærerne skulle bankes på plads: Vejen for Antorinis våde socialistiske drøm om heldagsskolen skulle banes.

Det er til gengæld ikke svært at have sympati med de praktiserende lægers aktuelle protest mod Astrid Krag. Selv om ordet PLO giver helt forkerte associationer, skal man ikke have lyttet meget til formanden for de praktiserende lægers organisation, Henrik Dibbern, før man fornemmer, at vi her er milevidt fra Anders Bondo Christensen.
Det er afdæmpet indignation og stålsat vilje til at forsvare sit fag, der præger ham.

Hvad er det, der får hele korpset af praktiserende læger til at slutte op om hans protest også selv om det sikkert kommer til at koste dem ganske mange kroner og øre?
 Man skulle måske hellere spørge, hvad det er, der får Astrid Krag til at slå ind på en kurs, der kan komme til at koste os patienter dyrt. For opsiges kontrakten mellem det offentlige og lægerne, kommer vi patienter til at betale kontant ved lægebesøg.

Hvorfor insisterer sundhedsministeren alligevel på at lave en dramatisk omlægning af de praktiserende lægers arbejdsvilkår? Som forholdene er nu, er de danske praktiserende læger en succes. De mange små selvstyrende klinikker er efter internationale standarder billige og effektive.

I den verserende spinkrig mellem regionerne og lægerne hører vi meget om lægernes griskhed, men ikke så meget om deres lange arbejdsdag.

I gennemsnit arbejder de ca. 45 timer om ugen, til gengæld har de den store glæde selv at kunne tilrettelægge deres arbejde.

Det er den frihed, de risikerer at miste med Astrid Krags lovforslag, der vil betyde, at almen praksis fremover kommer til at blive styret mere af djøf'ere end af læger. Folk uden føling med faget vil få magt til at detailregulere de privatpraktiserendes arbejde, præcis som man ser det så mange andre steder i den offentlige sektor, der i højere og højere grad retter ind efter New Public Manegement.

Mens de fleste højt sukkende retter sig ind under det deraf følgende kontrolhysteri og detailreguleringsmani, der fratager de ansatte både arbejdsglæde og ansvar, siger de praktiserende læger højt og tydeligt nej. De kæmper lidenskabeligt for at bevare deres selvstændighedskultur.

Det klæder dem, og allermest klæder det dem at slå ring om deres lægelige tavshedspligt og insistere på at patientjournalerne ikke skal risikere at være tilgængelige for regionerne.

Som en af dem sagde til mig: »djøf'erne forstår ikke, hvor meget det betyder, at man kender folk godt. Vi følger patienterne i ca 25 år og vi har deres fortrolighed«. Fortrolighed og tillid er selvfølgelig helt afgørende, hvis man skal have folk til at fortælle den usminkede sandhed om deres egen sundhedstilstand.

Men fortroligheden smuldrer, hvis patienterne oplever, at fortrolige oplysninger ikke er fortrolige.
Det vil føre til mistillid og dermed tavshed fra patienternes side - til gavn for ingen.

Lægerne har en god sag, men de er oppe imod en magtfuld falanks.

Jeg håber, at denne selvbevidste faggruppe er stærk nok til at forsvare sit fag mod New Public Manegement.

Jyllands-Posten 8. juni