mandag den 6. maj 2013

Lolita bliver konfirmeret



De står smilende foran kirken med røde roser i hænderne og tager imod lykønskningerne, mens de venter på at blive afhentet af en chauffør i et fint pyntet køretøj, der skal bringe dem til festen med de mange, mange gaver. 
De ligner noget, de ikke er: brude. For det er årets konfirmandinder, vi taler om. Skoene er høje, kjolerne stramme og korte, ofte med korsage, skuldrene bare og håret sat hos frisøren. Pigerne er blåfrosne. Det er nemlig hundekoldt at være så letpåklædt. Det passer slet ikke til det kølige, danske forår. Men passer det overhovedet til en konfirmand?

 Forvandlingen af pigernes kon-firmationsdragt er i hvert fald påfaldende og følger et helt andet spor end drengenes. Drengenes tøj ligner stort set det, mine mandlige medkonfirmander havde på i 1984. Det eneste, der er kommet til, er et slips, en jakke og flere penge. Pigerne derimod bærer en fuldstændig anden dragt med fuldstændigt andre symboler end dem, vi skred ned ad kirkegulvet i dengang. Vi var alle iklædt noget, der mest af alt lignede dekorative natkjoler. Langærmede dragter med lidt blonder og et poetisk look.
Meningen var, at vi skulle se yndige ud. Det lykkedes ikke for os alle, men hensigten var klar nok: Vi skulle ligne det, vi var: halvvoksne deltagere i en højtidelig, kirkelig begivenhed. (Jeg har ikke noget billede fra min egen konfirmation, men dette konfirmandgruppebillede, fundet på nettet, illustrerer hvad jeg mener)

I dag skal pigerne ligne Lolita. I hvert fald at dømme efter markedsføringen af konfirmationskjolerne.
Slår man op på Lilly og co.' s sortiment, finder man billeder af piger, der poserer i noget, der enten ligner underkjoler eller korte brudekjoler, for ikke at tale om konfirmanden med den surmulende trutmund, der kælent læner sin nøgne skulder frem mod fotografen.


Eller den stylede blondine, der legesygt trækker op i sin lårkorte tylkjole. Signalerne er ikke til at tage fejl af: Jeg træder nu ind i de seksualaktives rækker. Er jeg ikke lækker? På selve konfirmationsdagen camoufleres signalet af lange tylsjaler, som pigerne draperer omkring sig. Det giver dem lidt hårdt tiltrængt varme, men sender samtidig klare associationer i retning af brudeslør.

Hvad pokker er der sket? Vi lever jo ellers i en tid, der hylder feministiske og kønsneutrale idealer.
Kvinder skal overtage maskuline dyder og sparke døren til chefgangen op, og vielsesritualet helst renses for ethvert spor af kønsforskelle.
I Sverige, der altid er en hestemule længere fremme i politisk korrekt vanvid end os, indvier et gymnasium f. eks. netop nu et særligtkønsneutralt omklædningsrum.
Altså et sted for dem, der hverken føler sig som kvinder eller mænd.

Mens man altså prøver at presse kønsneutralitet ned over ungdommen det ene sted, seksualiserer man de halvstore piger det andet sted. Tilsyneladende to helt modsatrettede tendenser, der dog forbindes af én enkelt ting: en fælles afstandtagen til den gamle moral.

Begge tager udgangspunkt i den fuldkomne ret til selvrealisering.

Traditioner, pligt og normer skal ikke begrænse individet i dets frie udfoldelse. Føles kønsafgrænsningen hæmmende, er det kønnene selv, der skal slettes. Føles kønsmoralske normer hæmmende, er det dem, der skal slettes, som vi ser det hos Lolita-konfirmand-fabrikanterne:

At nærme sig voksenalderen er ikke at nærme sig pligt og ansvar, men at nærme sig tiden, hvor man debuterer på kødmarkedet og gør sig gældende der. Konfirmationen bliver dagen, hvor man med kirken som præsentabel kulisse præsenterer sine ynder og dermed sin værdi som sexobjekt.
Det kan i mere end én forstand blive en kold omgang for konfirmander.

Stakkels piger.

Jyllands-Posten 4. maj