søndag den 7. april 2013

Venstre skolesvigt


»Jeg er så glad for den lockout«, betroede et af mine tre skolebørn mig forleden. Det næstbedste er sket: Skolen er ikke brændt, men den er lukket. 

Mens de store skolebørn går rundt med et saligt smil i forårssolen over denne uventede lykke, og mens den hårdtarbejdende hær af bedsteforældre rykker ud og redder hverdagen i børnefamilierne (hvormed de nok engang beviser familiens vitale samfundsbetydning), diskuteres der skole.
 Heldagsskole.
Og det er påfaldende, som opinionen har ændret sig, siden regeringen i oktober præsenterede sin vision om en "helhedsskole".
Mens vi kun var få, der dengang kritiserede dette historiske forsøg på statsliggørelse af børnenes tid, er protesterne i dag massive. Det er gået op for forældrene, at Christine Antorinis skolereform har massive konsekvenser for familiens hverdag. Så nu siger de højt og tydeligt fra, interessant nok også de forældre, der allerede har oplevet heldagsskolen på nærmeste hold.
F. eks. opfordrede en far til tre skolebørn fra en sydfynsk heldagsskole undervisningsministeren til at opgive planen: »Jeg har ikke fået børn for at aflevere dem til en kommunal institution og så hente dem engang, når de er blevet voksne«, skrev han i Fyns Amts Avis.
Børneforskeren, den gamle folkesocialist Erik Sigsgaard, advarer også mod heldagskolen: »Der er ikke mange timer tilbage i børns liv, som er helt frie. Når antallet af timer i en institution har ændret sig rent kvantitativt, har det også betydning for kvaliteten. Vi begynder gradvist at tro, at det at være institutionaliseret eller være underlagt kontrol er idealet.« Læg dertil, at De Konservative nu lancerer en i øvrigt fremragende kampagne imod heldagsskolen, og at Dansk Folkeparti også højlydt siger nej til Antorinis visioner om den totale skole. Heldagsskolen ligner en politisk dødssejler.
Det er i sandhed herlige forårsnyheder.
Men der er én ting, der ikke bør glemmes i forbifarten: Hvem det var, der kæmpede kampen mod heldagsskolen, og hvem der svigtede. Liberal Alliances Merete Riisager skiller sig ud som den borgerlige politiker, der mest markant gik i kødet på Antorinis heldagsskoleargumenter.
I den modsatte ende af spektret finder vi partiet Venstre, der som det eneste borgerlige parti faldt fuldstændigt til patten over for heldagsskolen.
Det begyndte allerede i 2009, da den nyslåede statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte, at han var tilhænger af helhedskolen: »Jeg kan ikke forstå, hvorfor børn absolut skal have fri klokken et, og vi så skal have hele systemet med skolefritidsordninger og klubber ved siden af«.
Det er nu ikke så svært at forstå: Skellet mellem undervisning og SFO giver forældre og børn en chance for selv at tilrettelægge børnenes fritid. Det er det, man kalder frihed. Løkkes udmelding markerede en kovending i Venstres skolesyn. Hvor partiet tidligere havde afvist den socialistiske totalskoleløsning, valgte man nu at omfavne den. Derfor blev der også nikket venligt til Christine Antorinis helhedsskoleplaner, da de første gang blev luftet: »Vi støtter begrebet helhedsskole« dtalte Venstres ordfører Karen Ellemann.
Men i den forløbne uge kom der nye meldinger. Venstre havde vejret folkestemningen og meddelte nu, at man ikke kan gå med til, at de store børn skal være i skole til 15.30, men de må gerne være der til 15.00. Som om den sølle halve time gør den store forskel.
Venstre er på tilbagetog, og det er godt. Men det er et rent kosmetisk tilbagetog, der ikke kan skjule, at Venstre svigtede familiens frihed, da det gjaldt, og overlod det til andre at forsvare den.

Jyllands-Posten 6. april