søndag den 21. april 2013

Thatcher ville være politisk hjemløs i Danmark



England viste sig fra sin allerbedste side ved Margaret Thatchers begravelse i onsdags. Værdigt, uden had og hysteri, udtrykte londonerne deres respekt for den stormombruste jernlady og inde i kirken var det mere evangeliet end Thatcher selv, der var i centrum.

For dette er, understregede biskoppen af London, ikke en mindegudstjeneste men en begravelsesgudstjeneste og derfor er det først og fremmest håbet, opstandelseshåbet, der skal fremhæves. Lyt og lær, danske biskopper! Sådan taler en gedigen forkynder og hele statsbegravelsen var et vidnesbyrd om det, England er eller snarere har været: En velordnet nationalstat, gennemsyret af protestantisk tro og kultur.

Det kom til udtryk i de marvfulde salmer, bønner og tekstlæsninger. ”Uden dig har vi intet at håbe på. Med dig har vi intet at frygte” blev det sagt ved Jernladyens kiste. Så vidt jeg kunne høre.
For TV2's og især DR's kommentatorerne snakkede løs imens og fik dermed markeret, at bibelske tekster og salmer for dem er ligegyldigt baggrundsstøj.

Det var det ikke for Thatcher, som selv havde sammensat salmer og tekster, og dermed fik vist en dimension af sit virke, som ikke er blevet fremhævet i tilstrækkelig grad. I den seneste tid er hun især blevet hyldet for sin økonomiske politik og for at være frihedsorienteret. Med rette, og ikke underligt hyldes hun herhjemme især af Liberal Alliance og Cepos, der på disse strækninger ligger meget tæt på Thatcher. Men hun var andet end en økonomisk liberalist.

I modsætning til f.eks. Liberal Alliance vidste hun, at det ikke er nok at sige frihed og råbe åbenhed, hvis man ønsker et frit samfund. Som hun selv formulerede det:

Frihed ødelægger sig selv, hvis den ikke udøves inden for et sæt af moralske rammer, inden for en fælles tro, en åndelig arv, der videregives gennem kirken, familien og skolen”.

Sådan taler en ægte konservativ, der ved, at friheden ikke er skudt op på bar mark, men er en frugt af århundredelang vesterlandsk, kristen civilisation og at friheden degenererer i takt med at denne kultur viger.
Og sådan taler en konservativ, der har mere format end det forhutlede parti, der herhjemme smykker sig med samme navn.
Det fører videre til det kontrafaktiske spørgsmål:

I hvilket dansk parti ville Thatcher føle sig hjemme i dag? Det konservative folkeparti er udelukket. Alene deres EU-begejstring ville få Jernladyen til at se rødt. Hun ville elske Liberal Alliance for parties økonomiske politik, men når det kom til værdipolitikken, hvor partiet har lagt sig tæt op af De Radikale, ville parterne ikke kunne finde hinanden. 

Her ville Thatcher sikkert føle sig mere hjemme i Dansk Folkeparti. Til gengæld ville DF's økonomiske politik, der fortiden ligger et sted mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten, få Jernladyen til at slå med håndtasken og sige:
”En mands ret til at arbejde som han vil, til at bruge de penge, han tjener, og at have staten som tjener, ikke som herre, er selve essensen i en fri økonomi og af denne frihed afhænger alle andre friheder”.

Med andre ord: Jernladyen ville være politisk hjemløs i Danmark. Og det er arven efter hende også. Der findes ikke et ægte konservativt parti i Danmark, selv om konservatismen lever og har det godt.

Man kan godt få konservativ økonomisk politik, men ikke uden radicool værdipolitik og man kan godt få konservativ værdipolitik, men ikke uden socialdemokratisk økonomisk politik.

Valget er svært og længslen efter Thatcher tilsvarende stor.

Jyllands-Posten 20. april