søndag den 28. april 2013

Kinasyndromet - døgenigt-generationen


Danskerne er et tålmodigt folkefærd.
Ellers havde vi ikke fundet os i, at vores børn blev frarøvet fire ugers undervisning. Fire ugers dyrebar, uerstattelig undervisning og så oven i købet i eksamenssæsonen.
Og det i et land, hvor vi ikke bare har undervisningspligt, men undervisningsret, som grundlovens § 76 slår fast: »Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.« De seneste uger er denne ret blevet suspenderet, og resultatet har været ørkesløshed. Som mor til tre lockoutramte skolebørn ved jeg, hvad jeg taler om. Nej, det har ikke været lige så sjovt som sommerferien, og nej, deres mor fik ikke lavet den supereffektive hjemmeundervisning, som visse pragteksemplarer blandt forældrene mestrer.
Når der ses bort fra de plankeværker, der er blevet malet, og de ekstra bøger, der er blevet læst, har de sidste uger været spildt.
Det værste er ikke alle de børn, der er blevet forsømt eller har gået utidige omkring. Det værste er det budskab, man har sendt til dem og til hele denne generation af skolebørn: »Det er ikke vigtigt at lære noget. Det er ikke vigtigt at gå i skole. Der er i al fald ting, der er langt væsentligere. Og derfor synes vi ikke, det er et problem, at vi tvinger jer til lediggang.« Bevares. Det er selvfølgelig ikke det budskab, som KL, Danmarks Lærerforening og regeringen ønsker at sende, men det er ikke desto mindre det stumme signal, det officielle Danmark sender skolebørnene.
Og som bekendt tæller de ordløse handlinger tungere end de velformulerede besværgelser.
Det, du gør, opdrager mere end det, du siger.
Forstået på den måde er børnene netop nu ikke bare gidsler i en arbejdskonflikt, men ofre for en pervers opdragelse til ugidelighed.
Og det er mildt sagt ikke det, der er brug for. To historier i den forløbne uge illustrerede de aktuelle problemer med den danske arbejdsmoral.
Der er for det første historien om de mange gartnerier, der foretrækker østeuropæisk arbejdskraft frem for dansk. Det skyldes ikke kun, at lønomkostningerne er lavere; Østeuropæernes arbejdsvillighed er simpelthen større. De er nemlig, konstaterede en forsker, »engagerede, mødestabile medarbejdere med et beskedent fravær«. Underforstået: I modsætning til danskerne. En planteskoleejer formulerede det nådesløst: »De har den mentalitet, danskerne havde for 20 år siden. Når man har et arbejde, så passer man det.« Der var engang, da vi var stolte af vores arbejdsmoral, den gode gamle protestantiske arbejdstik.
Den er velfærdsstaten ved at gøre kål på. Og skolen gør sit.
I en usædvanlig god dokumentar-serie på DR1, der begyndte i mandags, følger man en dansk og kinesisk skoleklasse. Det indblik, seerne fik i hverdagen i en dansk 9. klasse, var rystende.
Der var støj og mangel på disciplin, og så sad der en række kvikke, undervisningsparate elever, der ikke fik den undervisning, de fortjente, fordi læreren måtte bruge hovedkræfterne på de elever, der reelt var på 3. klassesniveau.
Situationen havde en stærkt demotiverende, sløvende effekt på de dygtige elever. Kontrasten til den disciplinerende, arbejdsomme kinesiske skoleklasse var slående, men også skræmmende. For den kinesiske skole, som producerer vores konkurrenter, er i lange stræk en rædselsfuld, totalitær heldagskole, der reducerer børnene til navnløse numre i den statslige række.
Lad den kinesiske skole have én, kun én, funktion: At være den svøbe, der vækker danskerne, så vi undgår at skabe det, vi er i gang med at skabe: En generation døgenigt.

Jyllands-Posten 28. april