fredag den 22. marts 2013

Mytomani om Krasnik-balladen


Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at udtale mere om balladen om Krasnik og min henvendelse til ham, men nu begynder myterne at antage helt absurde dimensioner. Det seneste er at jeg er ny Berlusconi, der har forsøgt at fjernstyre Ulrik Haagerup og hele Deadline-redaktionen. Gad vide, hvor disse vilde løgne stammer fra? Sande er i de i al fald ikke og sande bliver de ikke, heller ikke selv om hele Politikens kommentator-korps går i gang med at gentage dem. Her min version af forløbet. Et indlæg, jeg har sendt til Berlingske.

I de seneste dage er jeg blevet beskyldt for at bruge min post som bestyrelsesmedlem til at prøve at stoppe eller ændre en journalistisk DR-produktion ved at kontakte en DR-journalist direkte og "true" og "lægge politisk pres på ham"
Det bliver også påstået, at jeg har ringet DR's nyhedsdirektør op for at presse ham til at gribe ind i produktionen.
Påstandene, som især Mogens Jensen (S) har turneret rundt med, er ikke alene grove, men også usande. Helt absurd bliver det, når samme Jensen vil have mig fyret for at politisere – når han selv så tydeligvis er ude i et politiserende ærinde.
Lad mig fortælle om forløbet. Siden 5. februar er næsten al pressekontakt til Lars Hedegaard gået gennem mig, da han af sikkerhedsgrunde ikke har haft en telefon. Jeg har på den konto talt med et hav af journalister, også fra DR. De har henvendt sig til mig og jeg har ringet tilbage til dem (en handling som altså skal være dybt forkastelig ifølge diverse ”eksperter"!).
Man kan sige, at jeg de facto har været en slags kommunikations-medarbejder i Trykkefrihedsselskabet.
Det første store interview efter attentatet havde Lars overvejet at give til andre medier – de stod i kø – men endte med at vælge Krasnik og Deadline, fordi Krasnik havde givet indtryk af, at det ville foregå i en seriøs og ikke-ondsindet atmosfære.
Baggrunden for at jeg 13. marts kontaktede Martin Krasnik var, at jeg havde talt med Lars, som var rystet over interviewet, som han opfattede som et ondsindet bagholdsangreb; samtidig fortalte han, at Krasnik havde optrådt særdeles venskabeligt både før og efter interviewet. Også af den grund følte jeg det ikke unaturligt at kontakte Krasnik og fortælle, hvordan hans interview-offer havde opfattet situationen. Ligesom jeg også var interesseret i at høre, om det var Lars' opfattelse af sagen, der var skæv.
Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at han kunne opfatte det som en henvendelse fra mig som bestyrelsesmedlem. Så meget mere som jeg præsenterede mig som næstformand i Trykkefrihedsselskabet og ikke som DR-bestyrelsesmedlem.
Vi fik en snak om forløbet, hvor vi også udvekslede fakta. Krasnik var meget snaksom og udtalte sin store beundring for Lars Hedegaard og erklærede, at Lars havde gjort det fantastisk godt i interviewet.
Interviewet kunne jeg jo ikke kritisere, for det havde jeg ikke set. Men jeg udtalte min forbløffelse over hans angivelige brug af Bruce Bawer og Zions Vises Protokoller. Krasnik forklarede mig, at det sagligt havde været godt at tage de ting frem, for de verserede på nettet, og så kunne Lars benytte lejligheden til at afkræfte myterne om ham.
Det kunne jo teoretisk set godt være rigtigt, selv om jeg undrede mig over de manglende lødighedskriterier, der kan få en seriøs journalist til at sammenligne et velunderbygget historisk værk som ”I Krigens Hus” med antisemitisk propaganda. Men det hele afhang jo af interviewets form, som jeg af gode grunde ikke kendte til.
Jeg endte med at sige, at jeg ville se interviewet med stor interesse. Og havde bagefter et svagt håb om, at det var Krasniks og ikke Lars'  fremstilling, der var den korrekte.
Krævede jeg, at han skulle klippe i interviewet? Nej. Påkaldte jeg mig min bestyrelsespost for at presse ham til at ændre interviewet? Nej.
Jeg regnede den side af sagen for et fait accompli, interviewet var jo optaget og færdigproduceret så vidt jeg forstod, og jeg foretog telefonsamtalen af bekymret interesse for en kollega, der følte sig misbrugt.
Alt kan misforstås, hvis der er vilje til at misforstå. Og den strøm af medieeksperter, der de seneste dage har stået frem uden at ane noget om sagen og om indholdet af min samtale med Krasnik, har vist stor vilje til det.
Telefonsamtaler kan i det hele tages fortolkes vidt forskelligt. Det er et vilkår. Hvis Krasnik har fortolket det, jeg sagde som et forsøg på at misbruge min bestyrelsespost til at presse ham til at makke ret, kan jeg bare sige, at den fortolkning forekommer mig mere end almindelig fantasifuld. Den ligger kilometervis væk fra det, der var min oplevelse af den og min intention med den.