søndag den 24. marts 2013

Krænkelseskultur og klingende mønt


Jeg er krænket, ergo er jeg. Krænket over de andres ytringer, handlinger, tegninger.
Derfor bør de, der har forvoldt mig denne krænkelse, enten undskylde eller betale penge som bod.
Sådan tænker den person, der er ramt af vor tids syge: Krænkelses-sygen.

Det værste ved krænkelseskulturen er, at den smitter. Er man tilstrækkeligt ofte blevet mødt med den, risikerer man selv at tage den til sig, bare lidt, for ellers kan man jo ikke være med i det store krænkelseskapløb.

Derfor er det en personlig opgave for hver af os at modstå denne egentlig ret fristende krænkelses-konkurrence.
Alligevel er det fascinerende at opleve et renlivet eksempel på denne grasserende krænkelses-syge.

Det har jeg haft fornøjelse af i den seneste tid, og jeg har lyst til at indvi dig, kære læser, i mine, mener jeg selv, ret unikke oplevelser.

Vi begynder bagfra: I torsdags erklærede en ung mand ved navn Jihad Taha, at han »følte sig krænket«. En af de angivelige krænkere var denne klummeskriver.

Jeg havde nemlig været med til at afvise manden med det krigeriske navn til et møde, som den mordtruede Lars Hedegaard deltog i for en måned siden.

Det var der flere grunde til, men jeg og min kollega Torben Mark Pedersen var bagefter egentlig ikke i tvivl om, at vi nok havde begået en fejl, hvad vi åbent erklærede i flere medier.

Ja, vi gik endda så vidt som til at udtale, at vi var rede til at give Jihad Taha en undskyldning, hvis vi havde behandlet ham uretfærdigt.

Vi hørte intet fra ham.

Derimod blev jeg for en uge siden kontaktet af hans advokat Tyge Trier, der i et "fortroligt" brev forlangte 13.425 kr. for »den krænkelse som udelukkelsen har forvoldt Jihad Taha«.

Jeg har det personligt sådan, at lysten til at give en person en oprigtig undskyldning forsvinder som dug for solen, når personen pudser sin advokat på mig, og prøver at presse penge ud af mig.

 Derfor var beskeden til unge Jihad da også, at han ikke får en krone af mig eller nærmere betegnet af Trykkefrihedsselskabet, som hans advokat har stilet sit erstatningskrav til. Mener han, at vi skylder ham penge, må han gå til domstolene.

Særligt bemærkelsesværdig var begrundelsen for erstatningskravet imidlertid: Jihad, der er studerende, kunne »på grund af episoden ikke gå på arbejde den efterfølgende dag«.
Han blev altså angiveligt slået så voldsomt ud af afslaget, at han åbenbart måtte trække gardinerne ned og gå til køjs.
Imidlertid havde han masser af tid til at tale med pressen. På sin åbne Facebook-profil beskrev han selv samme dag: »Wow. Så er jeg endelig hjemme efter en af de længste dage i mit liv. Startede med P3 kl 6.00 i morges og er lige blevet færdig med DR Nyhederne på Christiansborg.
Jeg skulle meget gerne dukke op på skærmen kl 21.30 på DR1 og 20.00 eller 22.00 på TV 2. Kunne være fedt hvis I kiggede med. :) Jeg vil gerne takke alle de journalister der har vist interesse for det, der er sket.«

Jo, det er jernhårdt at være i medierne og fortælle om sine krænkede følelser.
Men hvorfor skal andre betale 13.425 kr. for hans hektiske medieaktivitet?

Fordi han er krænket, og krænkede følelser er vejen til klingende mønt. Husk det nu derude:

Jo mere krænket du er, jo flere penge har du ret til.

Jyllands-Posten 23. marts