onsdag den 13. marts 2013

Kampdag med speltbag


Det værste ved marts er samtidig det bedste ved den måned, vi lovlig optimistisk har udnævnt til årets første forårsmåned: Den skarpe sol, der liver op, afslører samtidig overset støv i hjørnerne og hidtil oversete rynker i ansigtet.
På samme måde med månedens første politiske mærkedag:  Den 8. marts. 
Det er både en ulidelig feministisk selvfejringsdag og dagen for en helt anden oplivende og livsvarm kvindekamp.
I hvert fald i år. En gruppe unge kvinder med navnet "Husmødrenes samlede front" benyttede således kampdagen til at invitere offentligheden på hjemmebagte boller.
Speltboller selvfølgelig.

For er man en såkaldt familieorienteret mor, er man per definition speltmor. Udtrykket er egentlig idiotisk, for en kvinde, der selv passer sine børn, har sjældent de store chancer for at være den superhausfrau med det perfekte hjem, som speltmorbetegnelsen lægger op til. Børn griser og distraherer faktisk. Men det er en biting, som denne nye generation af hjemmegående selvudnævnte speltmødre ser stort på. De er optagede af noget andet. De er indignerede over, at den talende offentlighed ser ned på dem og den opgave, de har påtaget sig, og er oprørte over, at der er politikere, der sætter lighedstegn ved deres hjemmepasning af børn og børnemishandling.
Mener du, den sidste påstand er lige i overkanten, kan jeg forsikre dig, at den er god nok: Der er en politiker, der har sammenlignet hjemmepasning af børn med børnemishandling.

Hun hedder Anne Vang og er socialdemokratisk børneborgmester(!) i København. Da BBC i efteråret var i Danmark, udtalte hun følgende til dem: »I Danmark diskuterer vi, om det ikke er er en form for børnemishandling ikke at sende børn i børnehave«.

Anne Vangs partifælle Ikram Sarwar fulgte op på udtalelsen ved at foreslå tvungen børnehave. Man ser det for sig: Københavnske kommunalansatte, der møder op på hjemadressen for at befri børnene fra deres uduelige speltmødre og bringe dem hen til det veluddannede, professionelle personale i Blå Stue. For i Københavns Kommune er man imod børnemishandling.

»Hvad bliver straffen for den forbrydelse, det i Socialdemokraternes øjne er selv at ville passe de børn, man føder? Taler vi fængsel, fratagelse af børnepenge, tvangsfjernelse eller blot en håndfuld dagbøder?« spurgte den hjemmegående Jane Callesen i Berlingske.

Uden at få svar.
Anne Vang er født i 1983, dengang det stadig ikke var unormalt for børn at være hjemme, til de kom i skole. Blot 30 år efter kan det, der i umindelige tider er blevet regnet for det varmeste, bedste og mest civiliserede, man kan give et barn: en mors daglige omsorg, blive nedgjort til det modsatte. Til en form for børnemishandling.

Det er her vugge til grav-kollektivismen ender: i statsdikteret moderløshed.

Er det fremtiden? Er danskerne over én kam med på at overlade hovedansvaret for deres småbørn til staten, fordi de ikke selv tror, de forældrene kan stimulere dem? Det voksende antal unge protesterende speltmødre er et stort nej til det spørgsmål. De er jævnaldrende med Anne Vang og må kæmpe med udbredte fordomme og foragt, men slås alligevel højrøstet og hårdnakket for at få lov at være fuldtidsmødre. Og blive respekteret for det.
Jeg tror, der er flere på vej, for når først nogle tør stå frem og vedkende sig det så inderligt foragtede moderskabs velsignelser, vil der komme flere og gøre det samme.

Så tak til Jane Callesen, Lisbeth Røge Jensen, Eva Agnete Selsing og alle I andre. Godt kæmpet, speltsøstre.

Jyllands-Posten 9. marts