søndag den 3. februar 2013

Lise Egholm og fisen i hornlygten



Den afgående inspektør på Rådmandsgades Skole, Lise Egholm, er en skrap og fantastisk kvinde. En, der siger tingene præcis, som de er, uden omsvøb. En af dem, vi bør have nogle flere af.
Sådan kender vi hende fra medierne, og jeg troede såmænd, at dette billede var sandt lige indtil i tirsdags, hvor det krakelerede.
Anledningen var chikane af jødiske børn på Lise Egholms skole på Nørrebro.

Weekendavisens Martin Krasnik, der selv er jøde, stillede før jul Egholm følgende samvittighedsspørgsmål: »"Hvad ville du sige til mig, hvis jeg ville sætte mine børn, David og Lea, på din skole, og jeg så dig dybt i øjnene og spurgte, om det nu også er en god idé"? Lise Egholm holder en lang pause.

"Så ville jeg se dig dybt i øjnene og sige: Jeg vil gøre alt for dem, men jeg kan ikke forhindre, at de kommer ud for ubehageligheder.

Det går jo nok i de små klasser.

Men hvad så, når de kommer op i sjette? Børnenes tarv er jo det vigtigste." "Du ville altså anbefale, at vi finder en anden skole?" "Ja desværre, det tror jeg. Det gør ondt i hjertet. Det er hujende forkert. Men det er virkeligheden."« 

Det var et alarmerende råd, Lise Egholm gav Krasnik, men budskabet nåede først bredt ud, da hun i mandags udtalte til DR: »Altså vi skal debattere det her og blive ved med at debattere det - så kan vi lave det om. For det kan ikke være rigtigt, at man i 2013 ikke kan gå på en skole på Nørrebro, fordi man har en jødisk baggrund. Det er jo helt hen i hegnet.«

Udsigten til jødefri Nørrebro-skoler fik politikerne til at bruge store ord om dette uvæsen, sådan som de gør, hver gang, denne sag dukker op, hidtil uden at det har hjulpet det mindste.

Over hele Europa chikaneres jøder ud af de hurtigtvoksende muslimske ghettoer, og over hele Europa sidder politikerne jamrende med hænderne i skødet uden at sætte en stopper for det. Men i det mindste talte man nu om problemet.
Som Egholm sagde: »Vi skal debattere det her og blive ved med at debattere det - så kan vi lave det om«. Det var om mandagen. Om tirsdagen mente hun det modsatte: Nu skulle der slet ikke tales om det, for problemet eksisterede overhovedet ikke. Med hendes egne ord: »Der har været nogle problemer, og det er der ikke mere.« God nyhed, men det stik modsatte af, hvad hun sagde bare dagen før, da hun eksplicit talte om jødechikane i 2013, ikke i fortiden.

Den sag, der havde gjort intet mindre end »ondt i hendes hjerte«, var pludselig ikke andet end en fis i en hornlygte: »Jeg orker ikke at tale mere om det, for det er en fis i en hornlygte«. 

Hendes kovending lugter langt væk af pres fra skolens bagland, der sikkert ikke ønsker dårlig omtale af skolen. Det er gætterier, men én ting ved vi: Den fantastiske kvinde, der turde sige tingene ligeud, var ikke spor fantastisk, da det gjaldt. Civilcouragen blev sendt på vinterferie.

Allerværst er det, at hun med sin manøvre fjernede offentlighedens fokus fra jødemobningen og reducerede den til en bagatel - med sit eget uskønne udtryk til »en fis i hornlygte«. En fis i en hornlygte? Undskyld mig, men det kan hun selv være!

Jyllands-Posten 1. februar