søndag den 10. februar 2013

Der skulle et mordforsøg til for at genåbne debatten


Lars - et spiltsekund fra at ende som Theo van Gogh
Tilgiv min nærtagenhed, men det gav et gys i mig, da jeg opdagede, at der skulle et næsten fuldendt Theo van Gogh-mord på Lars Hedegaard til, før debatten om ytringsfriheden blev genåbnet.
Før det for alvor gik op for de talende klasser, at det frie ord er truet. Virkeligt truet.
De seneste otte år er vi ellers nogle, der har brugt tid og kræfter på at gøre opmærksom på problemerne.
Vi har i Trykkefrihedsselskabet haft den ene dødstruede kunstner og forfatter efter den anden på besøg og haft så hyppigt visit af PET, at vi næsten er kommet på fornavn med bombehundene. Hensigten har selvfølgelig været at bringe de dødstruedes budskaber videre til offentligheden. Det er kun delvist lykkedes. Jeg oplever stadig, at folk bliver overraskede, når man på tomandshånd fortæller dem om forholdene for islamkritikerne og islamfrafaldne i Europa.
Disse historier er aldrig blevet en del af den almene fortælling. Selv om de indeholder alt det drama, man kan ønske sig, har DR Drama f.eks. ikke indlagt en sådan skæbne i "Borgen", mens Ole Sohn kan se frem til en dramatiseret hvidvaskning i søndagens afsnit.
Modige islamkritikere passer ikke ind, når dagsordnen er at forherlige Det Radikale Venstre. Og det er det. Det lægger DR Dramas Ingolf Gabold ikke skjul på i det seneste nummer af Københavns Stifts Debatmagasin, hvor han udtaler: »Hvad Borgen angår, var vi enige om, at De Radikale skulle bringes ind som midtsøgende parti, for nu skulle vi ikke have mere blokpolitik.«
Gabold får så stillet spørgsmålet: »Men så forsøger I jo også meget bevidst at påvirke befolkningen.«
Hans svar er klokkeklart: »Gu' gør vi da så. Men jeg har jo også en tro på, at det ikke er ondt, det jeg gør.«
Når DR Drama er god for dine licenspenge, betyder det, at de bruges til at markedsføre Det Radikale Venstre som partiet, der skal frelse landet fra blokpolitik. Utilsløret meningsbearbejdning i multikulturel retning. Og her passer historien om den høje pris for at kritisere islam jo slet ikke ind.
DR Dramas lilla sympatier er blot ét eksempel på de stopklodser, ytringsfrihedsdebatten har mødt af magtfulde medier. Hør bare, hvad Berlingskes og P1's Niels Krause-Kjær under overskriften "Tidsspilde med Trykkefrihedsselskabet" skrev i 2007 i anledning af et støttemøde for den dødstruede Lars Vilks:
»At samles om almindeligheder er måske nok fællesskabsfremmende for de særligt indviede. Dem om det. Men for alle andre er det tidsspilde og misbrug af dagsorden«.
Det er altså tidsspilde at støtte dødstruede tegnere og forfattere! Så kynisk og overfladisk kunne Niels Krause-Kjær, der i mellemtiden har gjort karriere i DR, udtrykke sig helt omkostningsfrit. Han sagde jo kun, hvad mange af hans journalistvenner tænkte. Som f.eks. en anden DR-vært Klaus Rothstein, der direkte har kaldt Lars Hedegaard racist og hævdet, at Trykkefrihedsselskabet kun bruger »ytringsfriheden som skalkeskjul« og slet »ikke bekymrer sig om ytringsfriheden«.
Fastholdt man som Trykkefrihedsselskabet, at islam udgør den største aktuelle trussel mod ytringsfriheden, måtte man have en suspekt, skjult dagsorden og være én, som anstændige journalister ikke burde ringe til.
Lars Hedegaard selv var en utroværdig alarmist, der fortjente at blive dømt for racisme, som Kathrine Lilleør engang skrev.
Denne massive mistænkeliggørelse af budbringerne er hovedforklaringen på, at der skal mord og attentater til, før Danmark vågner op og opdager, at vi er ved at sætte vores ypperste frihedsrettighed over styr.

Jyllands-Posten 9. februar