onsdag den 2. januar 2013

Abort: Årets ikke-debat


Noget af det mest bemærkelsesværdige ved debatten i 2012 var det, der ikke blev debatteret. Det, der igen-igen blev fortrængt trods alarmerende nye oplysninger.
Jeg tænker på debatten om den frie abort.

Hvorfor diskuterer vi det aldrig, spørger en af mine gode venner mig ofte og har sine gode grunde til at spørge: Han ville selv være endt som en abort, hvis hans mor ikke havde trodset presset fra hans far og mange andre og havde insisteret på at få ham.
Uden at være abortmodstander deler jeg hans undren, især i år hvor to grundpiller i argumenterne for den frie abort blev skudt i sænk.

Vi har i min generation fået tudet ørerne fulde af, at fostre ikke er liv, og at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop - og at alle, der mener noget andet, er onde fundamentalister.

I oktober fik vi så præsenteret nyheden om, at danskboende forældre får foretaget kønsaborter: 

Viser scanningen i 14. uge, at de venter en pige, tager nogle forældre til Sverige og får fjernet fostret. Og endnu værre: I nogle tilfælde giver det danske abortankenævn tilladelse til at fjerne det uønskede pigefoster herhjemme.

Tilladelserne gives, som det hed i pressen, »primært til kvinder med anden etnisk baggrund end dansk«, der ønsker at »sikre familien et mandligt overhoved«. At kvinder har retten over deres egen krop. indebærer i dag retten til at aflive fremtidige kvinder.

Værsgo: En gammel feministisk mærkesag møder det multikulturelle samfund. og taberne bliver - kvindekønnet.
Nyheden affødte forfærdelse og afsky, men så døde den uden at der blev rejst krav om at sætte en stopper for barbariet.

Hvorfor haglede kritikken ikke ned over abortankenævnet? Og hvorfor krævede politikerne ikke, at kønsscanningerne udskydes til uge 20? På det tidspunkt er abort udelukket selv i vores barbariske broderland.

og de pigeforagtende abortturister vil derfor ikke få noget ud af at krydse Sundet.
Som det er nu, er der udsigt til, at fostre også i 2013 aldrig får lov at få livet, udelukkende fordi de har det forkerte køn.

Endnu mere makabert blev det, da det kom frem, at 16 pct. af de sent aborterede fostre er i live, når de fødes.
Fostre er altså liv, selv om vi har fået det modsatte at vide.
Nyheden affødte denne minderige overskrift i Politiken: "Overlæge: Tilbyd alle, der ønsker sen abort, en dødssprøjte til fostret".

Den varmeste tilhænger af dødssprøjten var Det Radikale Venstres Camilla Hersom.
Hun stod med egne ord »klippefast« på, at aborterede fostre ikke må være i live efter abort. 
Som hun formulerede det: »Hvis man beder om en abort, skal man ikke have et barn«. 

Så politikeren, der er klippefast modstander af dødsstraf, er klippefast tilhænger af en dødssprøjte til et levende barn.

Hænger det sammen? 

Nej, selvfølgelig ikke, men mest tankevækkende er det, at Camilla Hersom ikke måtte beklage, moderere og forklare sine udtalelser. De færreste har løftet et øjenbryn. Til gengæld blev antiabortaktivisterne ramt af censur, da de lagde en hårdtslående og sikkert også smagløs video på YouTube.

Den blev fjernet, fordi den var for stødende.

Jeg har en grim mistanke om, at det sidste ord er nøgleordet.

Når vi i år ikke fik den store, dybdegående abortdebat, skyldes det, at det er for stødende at diskutere den: Skal vi være begejstrede tilhængere af den frie abort, skal vi helst ikke tale om konsekvenserne af den.

Jyllands-Posten 29. december