søndag den 27. januar 2013

Cameron er den ægte europæer

Det var en oplevelse af høre hele David Camerons fremragende EUtale onsdag formiddag.



Tre ting springer i øjnene ved talen og reaktionerne på den.

For det første: Den EU-kritiske britiske premierminister udviser større kendskab til Europa end sine kritikere.

Tag f. eks. denne passus i talen:

 »Der findes ikke et enkelt europæisk dem-os. Det er de nationale parlamenter, som er og vil forblive den sande kilde til ægte demokratisk legitimitet og troværdighed i EU. Det er Forbundsdagen, Angela Merkel skal stå til ansvar for. Det er det britiske parlament, jeg skal aflægge regnskab over for... Det er disse parlamenter, som skaber ægte respekt, endog frygt, hos nationale ledere.«

 Med andre ord: Et ægte demokrati forudsætter et demos. Uden et folk, intet folkestyre. Europa består af mange, ikke af ét folk og EU bør indrette sig efter denne historiske kendsgerning i stedet for at dræne medlemslandene for national suverænitet.

Sådan taler en ægte europæer, der ved, at Europas styrke historisk har været national mangfoldighed, ikke overnational ensretning.

Dette Europa-positive budskab blev ikke alene overhørt, men i de fleste danske medier omskrevet til at være "farligt", "dristigt" og noget, der kunne "smitte" andre lande, som det f. eks. hed i DR's P1.

For det andet: Den nærmest moralske afvisning, som hans EU-vision blev mødt med, viser konturerne af et nyt, bizart fænomen: EU--nationalismen.

Bemærk nemlig, at det tungeste argument mod Camerons forslag var, at det primært gavner hans eget land. 
Han vil gøre EU til et "tag selv-bord", han vil pille rosinerne ud af EU-bollen til gavn for Storbritannien, som den genopstandne EU-ukritiske "ekspert", Marlene Wind panderynkende formulerede det. Som om det ikke er hans pligt som leder af Storbritannien at varetage Storbritanniens interesser!

 Men nej, ifølge disse EU-advokater er det uhyre umoralsk at tænke på sit eget land. før man tænker på EU. 

På grundlovens tid hed det: »Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette«, andre formulerede pligten over for fædrelandet på latin: Pro patria laboremus: Lad os arbejde for fædrelandet.
I dag er den uudtalte EUpræmis: Spørg ikke, hvad EU kan gøre for dit land, men hvad dit land kan gøre for EU.
Denne EU-nationalisme er en logisk følge af unionsbyggeriet: En statsdannelse kan kun bestå, hvis dens borgerne lærer at elske den.

Men EU-nationalismen er en bizar, elitær konstruktion. Der findes ingen eller få europæere, der er villige til at gå i døden for Europa, for der findes ikke et enkelt europæisk demos, men mange europæiske folkeslag. Europa lever i sidste ende af, at de europæiske folk er loyale over for deres egne lande.

Den nye EU-nationalisme er et forsøg på at underminere den nationale loyalitet og er dermed dybt skadelig for Europa.

For det tredje: Reaktionerne på hans tale skaber en tiltrængt klarhed.

Cameron foreslår et slankere, mindre centralistisk EU bygget op om det fælles marked og ønsker at Storbritannien kan få en plads her uden at skulle forpligte sig til et storstilet unionsbyggeri, der gøres stadigt snævrere. Det afviser den franske udenrigsminister med et tankevækkende billede: 

»Forestil jer EU som en fodboldklub. Når man er blevet medlem af klubben, kan man ikke bagefter komme og sige, at man vil spille rugby«. Aha, hvis man ikke ønsker en superstat, hører man ikke hjemme i EU. Så blev vi det klogere. Bliver denne EU-nationalistiske intolerance over for afvigere EU-normen, må det stå klart selv for de tungnemme: EU-toget kører i en nationalstatsødelæggende retning.

Jyllands-Posten 26. januar

Talen er endnu ikke blevet oversat til dansk endsige bragt i sin helhed i danske medier,  den kan læses her