mandag den 14. januar 2013

Borgen - DR's genopdragelsesdrama


Birgitte Nyborg  - en sød og naturlig idealist, der  kæmper for åbne grænser

Det var 37 minutter inde i Borgen, at det stod endeligt klart, at DR's søndagsdrama er én lang løftet politisk pegefinger til befolkningen.
Helt uden camouflage.
Allerede inden da havde man en kraftig fornemmelse af, at Borgen ikke som ellers anført er inspireret af virkeligheden, men af uvirkeligheden.
Vi har Birgitte Nyborg, der både er smuk og sød og så naturlig, at hun får Helle Thorning-Schmidt til at ligne en beboer i Madame Tussauds vokskabinet.
Og vi har en borgerlig regering fuld af grå borgerlige mænd i stive jakkesæt, der vil gøre det muligt for domstolene at udvise danske statsborgere for selv mindre forseelser.

Jo, sådan fremstilles Danmark og så lige i en uge, hvor ikke engang den grove voldsmand, der hærgede Odense Universitetshospital, udvises, selv om han er libanesisk statsborger.
Den idealistiske partistifter Birgitte Nyborg opsøges af den borgerlige politiker Erik Hoffmann, der tynges af dårlig samvittighed.

Han kan simpelthen ikke mere støtte udlændingestramningerne.

Hvorfor ikke? Fordi hans kone og hans søn er af mørk hudfarve. Jo, sådan lød begrundelsen. 

Med hans egne ord: »Min kone vil ikke have, at vores søn Emil går med hættetrøje, fordi hun er bange for, at han kommer til at ligne en af de hårde drenge, de indvandrerknægte fra Mjølnerparken. Det er jo svært at forklare sådan en dreng, at der gælder andre regler for ham end for de andre. Og så har jeg gud hjælpe mig lige været med til at vedtage den nye lov, en lov, som min søn risikerer at blive et indirekte offer for.« 

Sådan er Danmark blevet på grund af den borgerlige regerings udlændingestramninger.

Er man sort, har man det sværere, end hvis man er hvid. Og er man sort og går med hættetrøje, er man nær en udvisningsdom.

I denne scene kom det frem, hvor plat og hudfarvefikseret DR Drama tænker. Efter spaltevis af debat om parallelsamfund, sharialove og sammenhængskraft er konklusionen fortsat: Det, 00' ernes kulturkamp drejede sig om, var - hudfarve. 

Det, indvandringskritikerne sagde, var bare en tynd glasur over den ledeste, fedeste racisme.
Som om hudfarve overhovedet var et tema i denne debat! Som om nogle af de stærkeste fortalere for en stram udlændingelov ikke selv er udlændinge fra Mellemøsten! Ingen ved, hvilken effekt Borgen får på meningsdannelsen, men få kan være i tvivl om hensigten: Seeren skal lære at se virkeligheden gennem radicool briller.

Og det er ikke første gang. Af Matador kunne vi lære, at modstandsfolk er radikale og officerer store narre. Af Krøniken, at 1950' ernes patriark og kapitalist er lige så ond som venstrefløjen altid har prædiket.
»Kunne man forestille sig, at heltinden i Borgen var medlem af Dansk Folkeparti og kæmpede en desperat kamp for sit folk og sit fædreland«, spurgte DF's Søren Espersen i 2009 og svarede selv: »Det er fuldstændig utænkeligt.« Ja, det viste det sig at være.

Da DR's afgående dramachef Ingolf Gabold i sommer blev konfronteret med kritikken, sagde han: Vi har skam lyttet til den. Det er derfor, vi har valgt en leder af et midterparti som Borgens hovedperson.
Men en enkelt sætning - citeret efter hukommelsen - fik Gabold afsløret DR Dramas rent ud sagt eksotiske virkelighedsopfattelse: De Radikale er et værdipolitisk midterparti, deres kritikere ergo ekstreme. 

På den baggrund kan man selvfølgelig ikke undre sig over den utilslørede slagside. Men bliver det aldrig bedre? Hvor længe endnu skal vi finansiere DR Dramas genopdragelse af den danske befolkning?

Jyllands-Posten 12. januar