søndag den 9. december 2012

Ønsker I den totale skole?


Sjældne gange er det et savn, at man bruger danske i stedet for latinske betegnelser. Det gælder i grammatikken, hvor de latinske betegnelser er uundværlige og de danske bare forvirrende, og det gælder i den igangværende skoledebat.
Forestil dig f.eks. at regeringen i den forløbne uge havde fremsat forslag om indførelse af den totale skole. At den tidligere folkesocialist Christine Antorini havde understreget, at den totale skoles opgave er at forestå den totale dannelse af børnene.

Jeg gætter på, at det havde skurret i ørerne selv hos decemberfortravlede danskere og fået mange til at slå i bordet og frabede sig den ekspanderende statslige omsorg.
Ja, nogle ville endda have noteret sig det sproglige slægtskab mellem den statslige total-skole og den totalitære stat og indset, at staten med dette skridt bevæger sig et stort skridt i retning af overtagelsen af forældreansvaret.

Anderledes let glider det ned, når den nydeligt smilende børneminister lancerer et forslag om en helhedsskole, der skal skabe "hele" børn – som om der går halve børn rundt i sneen derude lige nu.

Det lyder harmløst, men det er i virkeligheden et dramatisk historisk skridt, der tages, hvis Antorini får held til at forvandle folkeskolen fra en undervisningsanstalt til en opbevaringsanstalt.

En obligatorisk opbevaringsanstalt vel at mærke. Fra at være stedet hvor børnene - ideelt set - skal lære noget, bliver skolen i stedet til stedet, hvor de skal – skal! - lege. Leg kommer på skemaet i hele 13 undervisningstimer om ugen. De 13 såkaldte aktivitetstimer stjæler dermed 13 timer af børnenes egen fritid.

Det er ikke hidtil lykkedes at få Christine Antorini til at svare på, om ikke den forlængede lege-skoledag er et indgreb i børnenes og dermed familiens frihed.

Da hun i onsdags diskuterede spørgsmålet med den skarpsindige Merete Riisager fra Liberal Alliance, var hendes svar, at børn jo rigtig godt kan lide at være sammen med deres kammerater. Underforstået: Og derfor rigtigt godt vil kunne lide at være tvangsindlagt til et længere ophold på skolen.
Antorinis svar er ligeså over overfladisk som det var afslørende. For det første ved vi jo alle sammen, nogen af os af bitter erfaring, er det ikke altid er sjovt at være sammen med kammeraterne. Faktisk kan det til tider være et helvede, så det er en ren lykke at få lov at komme væk, helt væk fra skolen og dermed fra den ubekvemme plads i hakkeordenen.

For det andet er det et typisk socialdemokratisk ræsonnement, at fordi nogen kan lide at være sammen med kammeraterne, skal alle tvinges til at være det. At et mindretal bevidst har fravalgt SFO og et større antal børn kun tilbringer kort tid dér, fordi de foretrækker friheden, anfægter ikke undervisningsministeren, der har børne-ensretning på programmet
Her ser vi for første gang Antorini i rollen ikke kun som undervisningsminister, men som børneminister.
Hun er minister for mine børn, selv om jeg aldrig har bedt hende om at være det.
Derfor er det, at hun – med det svigefulde Venstres opbakning – tiltror sig retten til at optræde som ridefoged over for danske forældre. Og det er tankevækkende: Aldrig siden vi i 1814 fik en folkeskole for ”almuen” har staten behandlet forældrene så almueagtigt.
Vi alene vide, hvilken form for pædagogisk korrekt fritid børnene skal have! Det er regeringens ræson.

Det er på tide, at der siges nej til denne nedladenhed og nej til den totale skole.

Jyllands-Posten 8. december