lørdag den 1. december 2012

Kokkedal - set fra Luton


Dette er ikke Mellemøsten, men hjertet i en engelsk by

Juletræerne lyser derude i decembermørket og sandelig også i Egedalsvænget i Kokkedal. Men selv om juletræet tændes derude, har en uoprettelig skandale fundet sted: Stenkast og latente trusler har fået formanden for bestyrelsen til at flytte.
En helt almindelig dansker i dynefrakke med en hel almindelig kærlighed til danske juletraditioner flygter fra sit hjem gennem 20 år på grund af en flok unge islamiske machomænd. Vold, og trusler om vold, virker. Nok engang.
Hør bare, hvad direktør i boligselskabet 3B Bent Frederiksen bruger som begrundelse for ikke at sætte et juletræ op: »Nogen vil måske lave hærværk mod træet, pille det ned, sætte ild til det.« Med andre ord: Fordi nogen truer med vold, skal man give efter for vold.
Havde Bent Frederiksen rygrad, ræsonnerede han stik modsat: Hvis nogen truer med at lave hærværk mod træet, skal det netop op, for at alle kan se, at boligselskabet ikke ligger under for trusler. Når han nu giver efter for trusler, har han selv bestilt flere. Sådan er de efterhånden gammelkendte mekanismer.

Meningsdannere har de sidste uger stået i kø for at latterliggøre striden om juletræet. Hvor idiotisk at hidse sig op over udrensningen af det! Vi bør i stedet, skrev en journalist i Information, erkende, at verden har ændret sig, og at danskheden må være »meget meget mere fleksibel, end den er nu, hvis den skal overleve.« I foråret fik jeg et kik ind i den fremtid, der meget vel venter Egedalsvænget, hvis "fleksibel danskhed" bliver vejen frem.

Den ikke ghettoiserede del af Luton

Sammen med en kollega fra nettidsskriftet Sappho. dk besøgte jeg i maj den engelske by Luton.
I det smukke forårsvej, vandrede vi gennem byen, men da vi kom til bydelen Bury Park, var det, som om vi krydsede grænsen til et andet land.
De sædvanlige engelske rækkehuse med karnapper og skorstene lignede godt nok sig selv, men de var kun en tom skal.
For der var simpelthen sket en befolkningsudskiftning. Gaderne vrimlede med tilslørede kvinder i alt fra fuld sort niqab-tildækning til almindeligt stramt bundet hijab og skæggede mænd i hvide, islamiske kjortler. Halal-slagterne lå tæt, mens en tidligere pub var ved at blive omdannet til en af byens 21 moskeer.



»Der er mange moskeer i Luton, men ikke nok«, fortalte en turbanklædt indehaver af en lille muslimsk boghandel os.
»Islam vokser meget hurtigt, ikke kun her, men i hele Europa, ja, i hele verden«. Boghandleren, der struttede af rolig selvtillid, kunne endvidere oplyse os om, at der er bederåb fra byens moskeer fem gange om dagen.




I den anden ende af byen mødte vi de almindelige arbejderenglændere, der kun havde én tanke: Hurtigst muligt at komme væk. »Hver gang en englænder flytter ud, flytter en af de andre ind. Lokalområdet skifter karakter«, fortalte en elektriker, der samtidig kunne berette om drengebander, der hærgede i området.

Og jo, de kulturelle konflikter havde ifølge ham med islam at gøre:
 »Problemet er, at muslimen er muslim, før han er englænder eller en anden nationalitet,« mente han og konkluderede: »Det ender med en kulturel eksplosion.« Men inden det kom så vidt, ville han væk fra Luton. Langt væk fra ghettoen.

Luton er endestationen for fleksibel danskhed, for det er egentligt meget enkelt: Hvis dansk kultur bøjer af hver gang, den forsøges presset ud, forsvinder den til sidst.
Det er derfor, at der skal lys på juletræet i Egedalsvænget.

Jyllands-Posten 1. december