søndag den 18. november 2012

Opgør med fremskridtsovertroen


»Jeg har aldrig haft større tiltro til vores fremtid end i dag«, erklærede præsident Obama i sin sejrstale, mens tilhørerne græd. Det får de måske også snart grund til, for den amerikanske økonomi nærmer sig som bekendt afgrundens rand.
Alligevel flyder Obamas veldesignede retorik over af fremskridtstro.
Ret beset ikke særligt overbevisende, men heller ikke spor overraskende.
For den mest udbredte tro i verden i dag er fremskridtstroen.
Troen på, at det går fremad, altid fremad: Fra mørke til lys, fra diktatur til demokrati, fra småt til stort.
Det går fremad, fordi det skal gå fremad. I virkeligheden er det ikke andet end et hult trosudsagn, oftest uden forbindelse med den virkelige verden.
Sådan lyder det i en ny bog, "Opgør med den moderne myte", skrevet af teologen Torben Bramming.
Her svinger han svøben over alle afskygninger af fremskridtstro, både til højre og venstre, mens læseren får den ene aha-oplevelse efter den anden.
Hvorfor behandles borgerne i velfærdsstaten f. eks. som socialt modellervoks og rygere efterhånden som folkefjender? Fordi den samlede befolknings sundhed skal gå fremad. Vi skal gå fra at være fede og usunde til at blive slanke og sunde. Og insisterer en stor gruppe danskere alligevel på at gå den modsatte vej med chips og cigaretter, trækker de hele befolkningens sundhed i den gale retning - og har derfor fortjent at blive hundset med.
Lige under fremskridtstroens optimistiske overflade lurer den jernhårde intolerance.
Eller hvorfor insisterer så mange - både venstreorienterede og borgerlige - på, at Det Arabiske Forårs afskaffelse af diktaturerne er et kæmpefremskridt, selv om de demokratiske valg foreløbig har bragt islamister til magten? Fordi udviklingen bare har at gå fremad.
Det har den pligt til.
Myten er naiv og på en måde rørende, men også farlig, fordi den er løgn. I mindre og mindre grad stemmer den da også overens med vores erfaringer, og derfor slår den skuffede fremskridstro lynhurtigt over i desillusion og undergangsfantasier, sådan som man f. eks.
finder dem i diverse klima-apokalypser om verdens snarlige undergang.
Styrken ved Brammings bog er, at den ikke kun er kritisk, men også opbyggelig. I sidste del udfolder han nemlig, hvad man finder, hvis man åbner kirkedøren og møder kristendommens ædruelige modsvar til den moderne myte.
Eller hvad man kan være heldig at finde, for risikoen for at møde fremskridstroen, iklædt kirkelige gevandter, er stor. Det store folkekirkelige slagnummer for tiden er således bogen "Den nye Gud", hvor teologen Niels Grønkjær belærer Gud om, at han bare har at forny sig og følge med tiden - ellers gider vi ham ikke. Men en gud, der drives rundt i manegen af midaldrende danske teologer, er selvfølgelig ikke længere Gud.
Eller med Brammings formulering: En sådan kristendom er et "fattigt bekendtskab", uden forkyndelse af egentligt håb, tilgivelse og evigt liv.
Det er kristendommen i ufortyndet aftapning, Bramming præsenterer læseren for. Og hans påstand er, at den i en helt anden grad end den moderne myte er virkelighedstro, fordi den ikke giver os noget falsk fremskridtshåb om en bedre verden i dette liv, men tværtimod henviser os til vores ansvar i den faldne, for altid uperfekte verden.
I en usædvanligt overfladisk anmeldelse udnævnte sociologen Henrik Dahl bogen til at være "møgirriterende" og "verdensfjern". Brammings kritik, der er inspireret af den store britiske forfatter C. S.
Lewis og Tidehverv er alt andet.
En så original og dybdeborende samtidskritik fortjener en tænksom modtagelse.
Læs den.

Jyllands-Posten 17. november