tirsdag den 16. oktober 2012

Værn om værnepligten


Man når knap nok at se op fra sit tastatur, før RAF-regeringen kommer med nye anslag mod vores nationale institutioner.
I forløbne uge kom turen til værnepligten, som regeringen vil have afskaffet, nå nej, ikke afskaffet, det forhindrer Danmarks Riges Grundlov, hvor skrevet står: »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.« 

Så vi nøjes med at suspendere paragraffen, erklærer venstrefløjen og Liberal Alliance frejdigt. 

Vi har godt nok en grundlov, men vi skal åbenbart ikke tage dens paragraffer rigtigt alvorligt, mener de. Hvad bliver det næste? At Manu Sareen suspenderer § 4, fordi han synes, folkekirkeordningen er forældet eller at Helle Thorning-Schmidt suspenderer § 77, fordi ytringsfriheden bliver ubekvem, næste gang en muhammedkrise skyller ind over landet? Ugens suspensionsønske giver et rystende indblik i den letfærdighed, folketingsflertallet omgås vores forfatning med. Men hvorfor er værnepligten, som lykkeligvis overlevede sidste uges stormløb takket være Dansk Folkeparti og De Konservative, så vigtig? Fordi værnepligt, frihed og folkestyre er forbundne.

Det er ikke tilfældigt, at værnepligten hos os er jævnaldrende med folkestyret. I demokratiets ide ligger, at rettigheder og pligter går hånd i hånd. Har vi ret til at være med til at styre landet, har vi også pligt til at være med til at forsvare det.

Tanken går tilbage til antikken.

Skulle man opnå borgerrettigheder i det gamle Athen, skulle man eje vilje og evne til at gøre tjeneste som enten soldat i hæren eller roer i flåden.
I sin berømte gravtale for de faldne athenæere fra 430 hylder byens store statsmand, Perikles, frihedsånden og de faldnes kamp for fædrelandet i samme åndedrag.

Ansvaret og offerviljen hænger sammen. Er borgerne ikke villige til at dø for deres bystat, kan den ikke bestå. Derfor er værnepligten frihedens pris. Grundlovens indførelse af værnepligt i 1848 sendte landsoldaten i krig. Forsvaret af landet blev et anliggende for hele folket - ikke kun for en professionel krigerkaste.
Når moderne danske soldater i dag så ofte fremhæves frem for f. eks. engelske og amerikanske, hænger det sandsynligvis samme med det: Forsvaret rekrutterer fra alle samfundslag og undgår derfor et proletariseret og brutaliseret mandskab.

Er det forældet at fastholde unge danske mænd på deres forsvarspligt over for landet? Det kan man kun mene, hvis man er så naiv at tro, at alle trusler mod Danmark forsvandt med sorthvid-fjernsynet.
Den nye modvilje mod værnepligten tror jeg bunder i den antinationale tidsånd og i lyst-princippets sejrsgang.

Hør bare Liberal Alliances argument mod værnepligten: »Vi bryder os ikke om ordet pligt«, udtalte deres forsvarsordfører. Nej, fy for den lede. Vi skal da gøre, hvad vi har lyst til. Ole Birk Olesen fra samme parti er gået skridtet videre og har kaldt værnepligten for »slaveri for staten, og jeg går ikke ind for slaver«. 

Formuleringen, der ville få Perikles til at se rødt, er ikke alene tåkrummende.

Den viser også, at han ikke har forstået, hvad frihed er. Helt fri kan man kun være, hvis man ikke elsker noget, hvis man ikke har noget at forsvare - hvis man altså er helt ligeglad med alt andet end sig selv.
Samme øjeblik man elsker sit land, er man bundet til det og rede til at forsvare det. En ansvarsfølelse, der er lysår fra slavetilværelsen.

Værnepligten er den frie mands byrde, som det er en ære at bære og værd at bevare.

Jyllands-Posten 13. aktober