søndag den 21. oktober 2012

Lad de kulturradikale beholde PH


Forleden skulle den amerikanske frimenighedspræst Terry Jones - ham, der har brændt koraner af i sin lilleputmenighed i Florida - have talt ved et møde i Canada.
PH , da hans nærmeste samarbejdspartnere var stalinister
Det kom han aldrig til.
De canadiske myndigheder nægtede ham indrejse i landet.
Det samme har England og Tyskland gjort før Canada. Et alarmerende angreb på friheden, men efterhånden velkendt stof.
Herhjemme må vi som bekendt kæmpe mod den slags anslag uden støtte fra venstrefløjen, og kulturradikalismen har svigtet ytringsfriheden siden Muhammedkrisen og vedblivende lukker øjnene for den totalitære fare fra islam.

Det har fået flere ytringsfrihedsforkæmpere til at kritisere de kulturradikale for at svigte den oprindelige kulturradikalisme og hævde, at Poul Henningsen - PH - i modsætning til sine åndelige efterkommere, ville have forsvaret Muhammedtegnerne i dag.

Holder det? Var PH den store frihedsven? I forbindelse med den nye biografiom PH, skrevet af Hans Hertel, er der kommet ting frem, der bestemt ikke peger i den retning. PH var nemlig alt andet end frihedsven livet igennem.

I 1930' erne var han forbrødret med flere hårdkogte Stalin-tilbededere, og selv om han dengang slog sig selv op som bannerfører for frisind og demokrati, kritiserede han på intet tidspunkt i 1930' erne proletariatets diktatur, der udfoldede sig for næsen af ham i Sovjet. Hans spæde tendenser til forsigtig kritik af Sovjet, holdt han for sig selv.

Han magtede ikke det opgør med vennerne, det ville have udløst.

Han valgte derfor det, Hertel kalder en »strategisk tavshed« over for den totalitære venstrefløj og hud-flettede alene nazismen - sammen med borgerlighedens kultur og dannelsesformer, som han livet igennem bekæmpede og foragtede dybt. 

Først da han var kommet op i 50' erne, kritiserede han kommunismen åbent. Lang tid efter at de fleste havde indset kommunismens dæmoni.

Ville den mand have forsvaret Muhammedtegnerne i 2007 og indset truslen fra islam i dag? Når Hans Hertel i et interessant interview i Weekendavisen afviser den påstand, er det fristende at se det som ren ønsketænkning: Den kulturradikale litterat, der ikke kan bære tanken om at se sin helt i alliance med de bondske borgerlige.

Men måske har han ret.

Hvorfor skulle PH ikke have indtaget samme "strategiske tavshed", som han indtog i 1930' erne? 

Jeg kan sagtens se ham over en god middag i Kandestederne eller over et glas god vin i Klareboderne tale sig til enighed med Rifbjerg og vennerne om, at Flemming Rose var en muslimmobber og Anders Fogh en forfærdelig autoritær personlighed, der brugte ytringsfriheden som skalkeskjul for sin formørkede kulturkamp. 

I den hjemlige debat, dengang som i dag, deler progressive meningsdannere sig ofte mere efter klaner end efter anskuelser.'

Dertil kommer PH's forståelse af frihed og demokrati. Fri og demokratisk var ikke noget, borgeren som udgangspunkt var i et land med folkestyre. 

Det var derimod noget, borgeren skulle opdrages til at være. Først når borgeren havde tilegnet sig "frisind, tolerance, irreligiøsitet, ærlig seksualmoral og internationalisme", var han i egentlig forstand demokratisk. 

Derfor førte PH latterlige, men effektive vendettaer mod småborgerlighed, bl. a. mod formel opdragelse og mod slipset, som han sammenlignede med stavnsbåndet. Frihed var et opdragelsesprojekt med PH som autoritær lærer ved katederet.

En sølle frihed med andre ord.

Der er derfor ingen grund til at indrullere PH i frihedshæren. Det er hæren for nobel til.
Med et så plettet generalieblad kan man trygt overlade ham til de kulturradikale ovre på åndslivets venstre kuglehalvdel.

Jyllands-Posten 20. oktober