lørdag den 29. september 2012

Tintin er kun toppen af isbjerget


Manden bag den svenske udrensning af Tintin fra børnebiblioteket er en ung indvandrer-hip-hopper med baseballkasket. 
Sådan ser vor tids bogcensor ud.
 Behrang Miri, som den ulærde mand hedder, er intet mindre end kunstnerisk leder af børneafdelingen på et fornemt Stockholm-bibliotek. Og selv om en proteststorm hos de ellers så underkuede svenskere satte Tintin tilbage på hylderne, lever Miris udrensningsvision stadig.
Hans vision er at fjerne "utidssvarende" børnelitteratur, hvorfor han har bedt sit personale om at gennemgå reolerne for materiale, der skal bortfjernes efter principperne i den svenske antidiskriminationslov.
De får travlt med at rydde hylderne, hvis "utidssvarende" børnebøger, der krænker den politiske korrekthed skal væk.
Tillad mig at bidrage med en ufuldstændig liste over entartet børnelitteratur, der ud fra de præmisser vil forsvinde.

Først er der "Lille sorte Sambo", den sære historie om den lille inderdreng, som på heltemaner overvinder alle de onde tigre. Selv om generationer af børn har elsket Sambobogen, har den længe været fordømt for sin "stereotype - og nedsættende - fremstilling af sorte mennesker". 

Sorte mennesker omtales nemlig her som sorte. Uhørt! 

I samme kategori finder man Astrid Lindgrens "Pippi Langstømpe", hvis far som bekendt omtales som "negerkonge", samt Jørgen Klevins "Strudsen Rasmus", der også har lignende afrofobiske træk.
Dette billede er af racisme-jægere blev diagnosticeret som "ureflekteret racisme". For racisme-jægeren er alt racisme.

Hvorvidt børnesagen "Rapanden Rasmus" overlever, er usikkert.
Hesten sad trods alt »bagud i vognen og røg«, da den rigtigt skulle hygge sig. Hvad kan det ikke føre til?

 Til gengæld er der næppe tvivl om, at bøger, der ukritisk omtaler fysisk revselse af børn, går en usikker fremtid i møde.
I denne kategori finder vi "Emil fra Lønneberg" og "Spørge Jørgen", historien om den lille spørgelystne dreng, der ender med at få en endefuld af sin far - og have godt af det:


I dag var Jørgens far blevet meldt til politiet

 »Men en dag blev det hans far for meget, Jørgen fik smæk og Jørgen blev lagt i seng. Og nu lå han der igen og spurgte næsten som en helt fornuftig dreng.« 

I den klassiske billedbog "Den uartige Caroline" (1929) bliver revselsesretten også håndhævet. 



Caroline har spist af den fine lagkage inden den skal serveres for gæsterne, og flygter nu fra  kokkepigen, der vil give  hende klø


Da det opdages, at overklassepigen Caroline i ugevis har smidt sin sunde havregrød væk i stedet for at spise den, »fik hun smæk og atter smæk, ja, hun fik endnu flere, hun græd i tre kvarter i træk, men smide havregrøden væk, det gør hun aldrig mere«. Den hårde opdragelse virker, er bogens budskab.

I stedet for at blive en lille forkælet burgøjsertøs, ender Caroline med at træde i karakter og redde sin lillebror ved lige dele mod, uegennytte og handlekraft. Bogen er skrevet af Suzanne Lassen, mor til en af de få danskere, der fik Victoriakorset i Anden Verdenskrig, Anders Lassen.

Opdragelsen har tilsyneladende ikke været helt skeløjet, men billedbogen er så utidssvarende, at man skal helt ned i bibliotekets magasin for at finde den.

Den skal være glad for sit tålte ophold dér. I årtier har det været strafbart at give sine egne børn en endefuld, så hvor længe får bøger, der inspirerer til den slags ulovligheder lov at opholde sig på offentlig grund?

Truslen mod "Spørge Jørgen" og den uartige Caroline er ikke længere lussinger, men landsforvisning.

De nye bogcensorer er de nye barbarer, der, helt blottet for kultur og kærlighed til litteratur, berøver børnene den ene vidunderlige historie efter den anden.
Barbarerne gør børnesjæle fortræd.

For tag ikke fejl: Miris multikulturelle verden er ikke farverig, men ligeså grå som østblokbeton.

Jyllands-Posten 30. september