søndag den 2. september 2012

Struensee: Børnemishandleren, der blev filmhelt


»Oscar-komitéen pisser på danskerne«, erklærede filmproducent Regner Grasten, da det kom frem, at hans film om Hvidstengruppen ikke er blandt kandidaterne til den danske Oscar-indstilling, mens f. eks. den mindre sete film om Struensee er. 

Det er også grotesk, men uhyre forudsigeligt.
Godt nok er "Hvidsten Gruppen" en film, som bevæger alle, der ikke er lavet af sten, mens Struensee-filmen er et langstrakt udstyrsstykke, der sine steder er tæt på det triviallitterære. Og godt nok er "Hvidsten Gruppen" minutiøst historisk korrekt, mens "En kongelig affære" er så smækfuld af historiske fejl, at det nærmer sig historieforfalskning.
Men en "En kongelig affære" er en hyldest til en progressiv, kristendomsfjendtlig rationalist, der må kæmpe imod (angivelige) fundamentalister og nationalister, og så er overdanmarks support hjemme.
I modsætning til i tilfældet med "Hvidsten Gruppen", der stilfærdigt hylder fædrelandskærlige, kristne danskere.
Jeg gætter på, at "En kongelig affære" vil kede amerikanerne ligeså meget, som den kedede mig, men skulle filmen have heldet med sig, vil vi kunne notere os, at et helteepos om en børnemishandler har scoret en Oscar.
Ja, en børnemishandler.


Det ville vi have kaldt Struensee, hvis han havde levet i dag.

For nok var livlægen Struensee en så ivrig tilhænger af den radikale franske oplysningsfilosoffer, at han i de senere årtier er blevet helgenkåret af f. eks. svenske Per Olov Enquist, men det kan kun ske, fordi bestemte dele af hans oplysningsprogram fuldstændigt forties.

Jeg tænker på hans opdragelsesprincipper.

Dem havde Struensee tilegnet sig hos Rousseau, der, efter at have sat sine egne fem børn på børnehjem skrev en lærebog om opdragelse.
Det var principperne i den bog, dr.
Struensee udsatte Danmarks lille kronprins for, efter at han ved hjælp af lidt held og lidt hor var blevet Danmarks reelle hersker i 1770. Og som en rigtig metodisk idealist sørgede Struensee for, at Rousseaus krav om en naturlig, oprindelig opdragelse blev minutiøst efterlevet. Resultatet blev et ekstremt børnefjendsk opdragelseseksperiment.
I naturens navn skulle alt kunstigt, som f. eks. lys, varme og venlige voksne, fjernes fra kronprinsens hverdag. I uopvarmede, mørke stuer tullede drengen og hans jævnaldrende legekammerat alene rundt. Slog han sig, blev han ikke trøstet; frøs han, fik han ikke lov at tage mere tøj på, og skar han sig på glasskår, skulle man ikke fjerne skårene.
Tværtimod skulle man, noterede Struensee pedantisk, sørge for, at drengen selv lærte at tage sig i agt for glasskår. Og det gjorde man bedst ved at lade ham skære sig.
Og så i øvrigt overlade ham og hans kammerat til sig selv og deres interne slåskampe og elendighed - uden faste spise-og sovetider. Fri opdragelse på den hårde måde.
Da en lakaj en vinterdag forbarmede sig og lukkede vinduet i den iskolde karet, den lille prins kørte i, blev lakajen sat i Blåtårn af Struensee.
Hoffet, der i Struensee-filmen fremstilles som fuldt af forstokkede pudderparykker, var forfærdet.
Faktisk var det netop mishandlingen af kronprinsen, der for flere centrale aktører blev den endelige grund til at styrte Struensee.
Som en historiker bemærker, er det et mirakel, at kronprinsen overlevede dette lægedikterede omsorgssvigt, men endnu mere forbløffende er det, at Struensees renommé overlevede det. Børnemishandleren fremstilles i dag overalt som en ædel helt - nu en filmhelt med udsigt til en Oscar.

Moralen må være: Det gør ikke noget, du mishandler børn, hvis du bare gør det på en progressiv måde.

Jyllands-Posten 1. september