søndag den 9. september 2012

Historien om to taler


Den ene er blevet udråbt til en god tale, den anden til en katastrofe.
Det er det amerikanske præsidentvalg, det drejer sig om, nærmere bestemt danske mediers dækning af den.
Vi begynder med præsidentfrue Obamas tale ved Demokraternes konvent. Den var god, kunne man bagefter læse i danske medier, en stor succes oven i købet, i grel modsætning til Clint Eastwood tale til Republikanerne, der blev udråbt til bizar, rablende, usammenhængende, dybt pinlig og udtryk for senilitet.
Manden talte nemlig til en stol, og det er ret dumt, ikke? 
Jo, eller ret sofistikeret.

Ingen kan derimod beskylde Michelle Obamas tale for at være sofistikeret.

Af al kraft forsøgte hun at aktivere vore tårekanaler. Talen var en hyldest både til »den mand, jeg elsker« og -klogeligt camoufleret af rørstrømske personlige bekendelser -til den politik, han står for.

Først skulle vi en lang tur omkring hendes egen barndom og hendes heroiske, hårdtarbejdende far, der hver morgen vågnede med et smil på læben trods sygdom og smerter. Så skulle vi naturligvis også høre om Obamas ikke overraskende ligeså godhjertede, ædle mor.

Så kom klimaks i form af en tårevædet kærlighedserklæring til »mine piger« og »den mand, jeg elsker« : Hvis mine døtre skal have en bedre verden, hvis vi vil de unge, give et fundament for deres drømme, hvis vi vil give dem fornemmelsen af grænseløse muligheder, så må vi igen stå sammen om den mand, vi kan stole på. Manden, der kan føre dette land fremad.

Manden var ikke Messias, men Michelles egen ægtefælle. Og ikke et øje var tørt.
Ganske effektivt forsøgte fru Obama at få de desillusionerede Obama-vælgere til at glemme landets bedrøvelige økonomiske tilstand efter fire år med "håb" og "forandring" ved at hælde godt med privatliv og sødsuppe ud over realiteterne. Effektivt, men samtidigt skamløst ublufærdigt og smagløst i sine virkemidler. Alt det, vi danskere og europæerne normalt foragter dybt ved amerikansk kultur og Hollywood-film.

Bare ikke i dette tilfælde.

Clint Eastwoods "pinlige" tale var derimod langt mere afdæmpet, ironisk og sofistikeret, ja, oven i købet spontan og improviseret i modsætning til de indstuderede, glatte telepromptertaler, alle andre, Michelle Obama inklusive, holder.

Kort sagt: Hans causeri var meget mere europæisk end Michelle Obamas svulstige bidrag.
Men lige lidt hjalp det. Dommen over ham var knusende, som her i BT: »Når 82-årige Clint Eastwood i dag ser optagelserne af sig selv fra det republikanske konvent i Florida, er der en god chance for, at han som Søren Brun vil sukke: ' Jeg græmmes'. Det var nemlig en pinlig, desorienteret og tiltider direkte rablende optræden.« Det rablende bestod i, at Eastwood »skældte ud på en tom stol«, som Politiken formulerede det.

Hvordan kan det være, at journalister i en nation, der har elsket Monty Python i årtier, i den grad fejlfortolker et humoristisk, ironisk indslag? Så svært var det heller ikke at tyde Eastwoods stolesketch.

Forklaringen er selvfølgelig, at Clint Eastwood støtter den forkerte.
Havde det været Mitt Romney, han havde gjort grin med, vil jeg vædde på, at danske journalister havde ligget flade af grin og hyldet hans genialitet.

Havde det været Ann Romney, der havde holdt Michelles Obamas sentimentale tale, ville danske journalister ganske givet have vrænget ad dens salvelsesfulde og klichétunge sprog. Men i Danmark holder vi med Demokraterne. 
Det viser historien om de to taler.


Jyllands-Posten 8. september