søndag den 12. august 2012

Pia Kjærsgaard: En dansk jernlady uden hårlak


Det var, da jeg på TV2 News hørte Hans Engells banale udlægning af Pia Kjærsgaards afsked og politiske betydning, at det stod lysende klart for mig, hvorfor politikeren Pia Kjærsgaard i modsætning til f. eks. Engell går over i historien.
Hun kom med en lidenskab og kompromisløshed, der sprængte rammerne for det taktiske fedtspil, som politiske kommentatorer stort set altid bevæger sig inden for. Og som var uhørt dengang i 1990' erne, da ingen borgerlige partier sagde klart fra over for masseindvandringen og EU.
Mens De Konservative under Engells ledelse sagde ja og amen til alle EU-traktater, der systematisk tømte nationalstaterne for indhold, sagde Dansk Folkeparti nej.
Mens han i et taktisk forsøg på at virke en anelse mere national end Venstre i sluthalvfemserne sagde »Vi siger ja, men ikke halleluja« til EU, sagde hun nej »for kronen og fædrelandet«. Fædrelandet! Det ord, som alle nordsjællandske konservative for længst havde kasseret som håbløst forældet og usalgbart med det resultat, at Det Konservative Folkeparti i dag virker håbløst forældet og usalgbart.
Da Engell, denne veltalende repræsentant for den velbjærgede, ligegyldige borgerlighed, i 2000 røg direkte ind på Ekstra Bladets chefredaktion, var det første, han gjorde, at trivialisere Ekstra Bladet ved at lægge afstand til avisens epokegørende afdækning af den liberale udlændingepolitiks katastrofale konsekvenser. Som det hed i Ekstra Bladet: »Det første sted, hvor Hans Engell vil sætte sine fingeraftryk, er på flygtninge-indvandrerområdet.
Her er hans erklærede mål at lægge afstand til Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti.« Sådan skulle et pænt menneske sige anno 2000, da Pia Kjærsgaard stadig indtog rollen som ondskabens ikon, der i f. eks.
BT blev portrætteret som en rotte, et afskum - selve inkarnationen af de laveste, dyriske instinkter.
Havde dansk politik kun bestået af drevne ligegyldigheder som Hans Engell og ikke haft en Pia Kjærsgaard, ville Danmark i dag have været som Sverige.
Og havde alle lyttet til de pseudodybsindige visdomsord, som kommentatorerne i 1995 hældte ud over det nyetablerede Dansk Folkeparti, ville situationen herhjemme have været lige så betændt som i England i dag, hvor indvandringskritiske vælgere stadig ikke har et parti at stemme på.
Ser man på billeder af Pia Kjærsgaard fra 1990' erne, springer det i øjnene, hvor sammenbidt hun ser ud. Hun er yngre, hendes hud er glattere, men hun virker mindre afslappet end i dag. Et fotografisk vidnesbyrd om, hvor belastende det må have været at være hende dengang. Der var jo ikke langt fra de dehumaniserende karikaturtegninger i f. eks. Politiken til de fysiske overfald på hende, som autonome på Nørrebro og i Sydslesvig stod for. Hadet stod op imod hende næsten alle steder fra, men hun blev alligevel stående.
Geert Wilders kaldte hende i onsdags for en dansk Margaret Thatcher.
De indlysende forskelle til trods er det ingen helt dårlig karakteristik, men Pia Kjærsgaard har været en meget uhøjtidelig, folkelig jernlady uden hårlak.
Det har altid imponeret mig, at hun uden en studentereksamen endsige en længerevarende uddannelse har klaret sig så suverænt i en verden af selvfede mænd. Hun er jo bare en hjemmehjælper. Alligevel er det hende og hendes parti, bl. a. Wilders har sat sig for at efterligne.
Mens skældsordene har regnet ned over hende, er hun blevet ved at kæmpe for, at der også er noget, der hedder Danmark om hundrede år. Hvis der til den tid findes noget, der hedder danmarkshistorie, er det bl. a. hendes fortjeneste.
Og hun vil få sit eget kapitel i den.

Jyllands-Posten 11. august