søndag den 29. juli 2012

EL-spindoktorens "sprælske" fortid

»Jeg troede ikke, danskerne var sådan!«, udbrød min norske bekendte, da hun under sin sommerferie på Mols blev klar over, at ca. hver ottende dansker overveje at stemme på et venstreekstremistisk parti.
I udlandet tror de stadig, at danskerne er højreorienterede, og har slet ikke opdaget, at den stramme udlændingepolitik, som gjorde os berømte og berygtede, for længst ligger i ruiner. Bl. a. takket være de venstreekstreme vælgermagneter i Enhedslisten.
»Hvorfor er danskerne sådan?«, spurgte hun forbavset.
Hvorfor nyder kommunismens arvtager flere årtier efter Murens fald så stor opbakning? Det korte svar er: Fordi Johanne Schmidt-Nielsen ser så yndig ud.
Tænk, hvis det var den hærdebrede Jette Gottlieb i murerskjorte og med pandehåret ned over øjnene, der tonede frem på skærmen som Enhedslistens ambassadør. Så ville chancerne for, at seerne blev lige så skræmte, som de vitterligt burde blive over partiets politik, være større. Men Enhedslistens fornyelsesstrateger har aflæst det sjælløse samfund rigtigt: Her er det ydre vigtigere end det indre; udseende væsentligere end udtalelser. Så skal man have vælgere til at falde for venstre-ekstremismen, skal den serveres af unge kvinder med dådyrøjne og høje hæle - ikke af matroner i murertøj og skæggede vildmænd i norske sweatre. Enhedslistens kvindelige ledere er nuttede. Det virker.
Den, der efter sigende fik Enhedslisten til at tage den banale og kyniske erkendelse til sig, er partiets grå eminence og Johanne Schmidt-Nielsens spindoktor, Pelle Dragsted. Netop hans historie viser, at denne korte forklaring selvfølgelig ikke er fyldestgørende.
Spindoktoren i 2002 , da han forsvarede vold som et politisk middel. Sprælsk?

Som omtalt tidligere her på stedet har den 37-årige Dragsted en voldelig fortid som aktiv i den utilsløret militante gruppering AFA. I den forbindelse fik han en dom for hærværk og forsvarede så sent som i 2002 vold som et nødvendigt politisk middel. I dag er denne tidligere ynder af vold ophøjet til Johanne Schmidt-Nielsens spindoktor og er prominent, fast deltager i DR-debatprogrammet "Søndagsfrokosten" på P1. På DR's hjemmeside beskrives han som tidligere "aktivist på den mere sprælske del af den københavnske venstrefløj".
Sprælsk! Er vold sprælsk? Det må man jo mene på P1, siden kanalen så generøst drysser sukker ud over Dragsteds fortid.
For nylig i en langt grundigere artikel i Weekendavisen blev hans forvandling fra voldelig gadeaktivist til stueren partistrateg beskrevet som et "paradoks". Men der er intet paradoksalt ved, at man skifter strategi og indser, at partipolitisk rugbrødsarbejde er mere effektivt end voldelig gadeaktivisme.
Det er bare kløgtigt. Somrenes underholdende tandbørste-udmeldinger fra Enhedslistens mere utaktiske medlemmer viser jo netop, at partiets kernetropper stadig ønsker sig et klasseløst kommunistisk samfund. Midlerne har måske ændret sig, det har målet ikke.
»For mig er socialisme fællesskab med respekt for individet«, kvidrede Enhedslistens Pernille Skipper i lørdags på P1 og krydrede denne absurde påstand med en iagttagelse af samme kaliber: »Det, der var i Østeuropa, havde ikke noget med socialisme at gøre.« Jo, det havde, lille Pernille. Og hvis du havde så meget imod Moskva-kommunismen, hvorfor er du så kronprinsessse i et parti, der er dannet bl. a. af Moskva-tro kommunister? De spørgsmål stillede P1-journalist Christian Schou hende ikke.
Skippers venstre-ekstremisme fik lov til at fremstå ligeså tuttenuttet som hendes udseende.
Så svaret på min nordmands spørgsmål er: Uden mediernes kælne behandling af kommunismens arvtagere ville der ikke være så mange danskere, der faldt for de nuttede venstre-ekstremister.


Jyllands-Posten 28. juni