tirsdag den 31. juli 2012

Afslørende omskæringsdebat

Tyskerne får alligevel ikke et forbud mod omskæring, selv om en domstol i Köln tidligere på sommeren erklærede indgrebet ulovligt. Der ser ikke ud til at være politisk vilje til at indføre forbuddet. Anderledes herhjemme. Her luftes der hele spektret rundt politisk ønske om et forbud.

Det er den foreløbige konklusion på sommerens omskærings-debat, der har afsløret dyb uenighed blandt folk, der ellers ofte er enige.

Sådan er det i hvert gået mig selv. Jeg er i denne sag mere på linje med den inkarnerede politiske korrekthed, Københavns radikale integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, end med diverse borgerlige politikere og islamkritikere.

Det føles lidt mærkeligt, men det måtte jo komme.

For længe har dybe uenigheder ligget latent og simret i islamkritikerne lejr. Det blev så det lille stykke hud på drengebørns tissemand, der blev det, der fik uenighederne op til overfladen.

For der er nemlig kun omskæring af spæde drengebørn, et politisk flertal vil forbyde. Bemærk: Denne debat handler ikke om kønslemlæstelse af piger, (det som altfor eufemistisk kaldes ”omskæring” af piger), den drejer sig heller ikke om omskæring af voksne mænd.

Den drejer sig udelukkende om forældres ret til at udsætte deres drengebørn for en tradition, der har været tilladt ligeså længe jøderne - Danmarks mest velintegrerede religiøse mindretal - har fået lov at bo og bygge i landet.

Det er det, et politisk flertal nu vil forbyde dem. I menneskerettighedernes navn.

Hvad sker der? Hvorfor går danskerne pludselig amok over denne lille, i grunden ret harmløse jødiske særhed, som ikke engang Dansk Lægeforening mener skal forbydes? Hvorfor overvejer man et lovindgreb, der de facto vil betyde en kriminalisering af jødedommen?
Under den sigende overskift ”Juden raus!” sammenlignede en afmægtigt rasende tysk-jødisk blogger forbudsønsket med tidligere tiders jødehad.

Jeg forstår fuldt ud den jødiske frustration, men parallelen er selvfølgelig helt i skoven. Når forbuddet kan få vind i sejlene, skyldes det ikke antisemistisme, men en særegen cocktail af velbegrundet frygt for islam og militant sekularisme.

Det er islam, der har gjort omskæring til noget hyppigt forekommende på vore breddegradder, og det er den og dens indbyggede politiske system, der skaber så meget berettiget animositet mod religiøse skikke, at det kan få folk til at gå ind for et forbud, der vil tage livet af jødedommen.

Uden at ryste på hånden.

Herregud, en umoderne, gammel overtro, der krænker børns universelle rettigheder - hvorfor skal vores moderne samfund give plads til den?
Sådan argumenteres der rask væk. Og så er det, de små hår rejser sig på mit hoved.
For det er den rene sekteriske sekularisme, der folder sig ud her, i en giftig alliance med den overvægtige velfærdsstat, der for længst har droppet at holde fingrede fra borgernes private sfære.
Staten har i menneske- og børnerettighedernes navn lov til at forbyde forældre at videregive en 4000 år gammel religiøs praksis.

Staten styrer, familiens frihed gennemhulles.

Det næste bliver vel et forbud mod ”waterboarding” af børn, også kaldet barnedåb, satiriserede den tysk-jødiske islamkritiker, Henryk Broder for nylig. Og hvor absurd end tanken forekommer, kan den ikke afvises.

Så stærk er den aggressise anti-religiøse strømning for tiden. I modernitetens og oplysningens navn har fyrtårne inden for denne genre længe flirtet med tanken om at lade samfundet beskytte børnene mod indflydelsen fra de forstokkede, religiøse forældre.

Nyateisten Richard Dawkins, der i sin bestseller ”Illusionen om Gud” udmærker sig ved at skære alle religioner over én kam, har sammenlignet katolsk børneopdragelse med seksuelt misbrug af børn. ”Jeg blev”, skriver han et sted, ”efter en forelæsning i Dublin spurgt, hvad jeg mente om katolske præsters seksuelle misbrug af børn i Irland. Jeg svarede, at selv om sexmisbruget uden tvivl var forfærdeligt, var skaden mindre end den langvarige psykologiske skade, man påfører et barn ved at opdrage det i den katolske tro.”

Tager man det udsagn alvorligt, må næste skridt være at skride til forbud mod at reaktionære katolikker udsætter deres sagesløse børn for religiøs indoktrinering. Værsågod: Barnedåbsforbud i svøb.

En anden fornufttilbedende islamkritiker, den nu afdøde Christopher Hitchens, legede lidt med den samme tanke.

I bogen ”Gud er ikke stor. Hvordan religion forpester alt” skriver han et sted: ”Hvis religiøs påvirkning først blev tilladt, når barnet var blev så stort, at det kunne tænke rationelt, ville vi leve i en helt anden verden”.

Det er drømmen om denne helt anden verden, beboet af helt andre og anderledes pletfri mennesker, der er drivkraften bag alle tiders utopisme.

Også den modernistiske utopi om, hvor dejlig ren og rationel verden ville være, hvis den og de kære små børn blev befriet for gammeldags overtro og ”middelalderlige” skikke.

I England har denne form for militant sekuralisme resulteret i en kampagne mod religiøse symboler i det offentlige rum, ikke mindst korset. Absurde sager om ansatte, der er blevet fyringstruet, fordi de ønskede at gå med et kors om halsen på arbejde, udgør kun toppen af et stort sekularistisk isbjerg.

År ud og år ind arbejdes der på at fjerne resterne af kristendom i Europas og USA's lovgivning og forfatninger. I den multikulturelle version af denne sekularisme rammes hjemlandets religion, kristendommen, hårderst, men i den mere principfaste, konsekvente udgave, rammes alle religioner lige hårdt, mens statens magt stiger og stiger.

”I den nye anti-teisme ligger kimen til et dogmatisk tyranni”, advarer Christopher Hitchens broder, Peter Hitchens, i sin fremragende bog ”The Rage against God” og minder om den frihedsundertrykkelse som fornufttilbedende religionshadere har gjort sig skyldige i i historiens løb fra Robespierre til Lenin.

I Sovjet førte kommunisterne en alt for overset skånsesløs og systematisk kamp mod kristendommen. Friheden, herunder religionsfriheden, blev afskaffet i oplysningens og fornuftens navn.

Friheden, herunder religionsfriheden, risikerer igen at blive voldsomt beskåret i fornuftens og modernitetetens navn.
Det kan blive det utilsigtede resultat af et ureflekteret sekularistisk forsvar mod islamisk totalitarisme. Selv om den noble intention er at forsvare Vesten, risikerer man at kvæle netop det, som Vesten historisk har stået for, og i stedet skabe en fager nye verden, hvor en almægtig neutral stat dikterer alt uden at bøje knæ for nogen.

Kampen mod islamisk totalitarisme risikerer at bane vej for en sekularistisk totalitarisme.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at min aversion mod omskæringsforbuddet bunder i veneration for jødedommen – den religion kristendommen er født ud af.

Men dertil kommer manglen på proportioner i debatten. De selvsamme partier, der nægter at forbyde offentlige islamistiske symboler som burka og hidjab i offentlige embeder, kaster pludselig deres vrede på den allermest harmløse og usynlige del af islamisk og jødisk lov. En omskåret penis er altså (forhåbentligt) ingen offentligt markering, men hører til i den private sfære.

Helt anderledes ville sagen stille sig, hvis det jødiske samfund gik ud og krævede indførelse af kosher-regler i danske daginstitutioner. Det ville være en offentlig lovreligiøs magtdemonstration, ligesom kravet om halal-mad i offentlige institutioner er det – men i dette langt vigtigere spørgsmål formår de selvsamme forhudsfikserede partier ikke at stå fast, men falder pladask til patten når muslimske særkrav dukker op.

Ja til islamisering af det offentlige rum, nej til omskæring. Dette er latterligt.

Det ville ikke være noget problem med islam, hvis islam ikke havde andet på programmet end omskæring af drengebørn.

Omskæringsdebatten får forhåbentligt et liv ligeså kort som en sommerblomst, men den fortjener alligevel stor opmærksomhed. Balladen om det lille stykke hud viser, at islamkritikken står ved korsvej. Det er ikke længere nok bare at være imod islamisme. Man må nu også nøje overveje, hvad det er man vil forsvare. Hvad Vesten er. Og man må se i øjnene, at islam ikke har patent på totalitære tendenser.

Uforkortet version af kronik i JP 1. august