søndag den 24. juni 2012

Folkemøde-fems og privatskolens velsignelser


Da politikere, journalister og lobbyister forrige uge mødtes på Bornholm for at snakke sammen på behørig afstand af folket, der sjovt nok bruger hverdagene på at gå på arbejde, udnævnte denne sikkert fornøjelige sommerlejr for Overdanmark sig selv til et ”folkemøde”.

Et ord, der forener falsk folkeromantik med hengemt højskole-fems. Mere forlorent kan det ikke blive. Da jeg i en af de uendelige folkemødereportager så et glimt af undervisningsminister Christine Antorini - hende der netop har forsøgt at fjerne det eneste fag på seminariet, der giver de lærerstuderende en chance for at lære noget om kristendommen - slog et ufromt ønske ned i mig:

Gid hun ville blive et helt år derovre på klippeøen og forsømme ministerkontoret imens. Så slap vi, ikke bare for hendes kulturarvsattentat, men for alt det andet, senest hendes forsøg på at sminke det faktum, at den nye gymnasiereform lader børn fra uboglige hjem i stikken.

Efter i en rum tid at have fantaseret om, hvor skønt det ville være, hvis hendes politiske forslag var ligeså irrelevante for mig som tordenrumlen over Allinge-Sandvig, gik det pludselig op for mig, at det faktisk nærmest er tilfældet.

Får undervisningsministeren en ny fiks reformpædagogisk idé at belemre folkeskolen med, kan jeg som mor til tre skoleelever være helt ligeglad. Jeg lægger ikke børn til det. Jeg er sluppet væk, over til privatskolen.

Herovre lever vi på en ø af faglighed og kundskabsglæde mange, mange sømil fra en normaldansk skolehverdag. Her går man nemlig, helt reaktionært og sort, i skole for at lære noget. Til gengæld kræver skolen, at eleverne gør, hvad læreren siger, og at forældrene sørger for, at de får lavet deres - mange - lektier. Og det er rent ud sagt utroligt, hvor meget, der kan proppes ind i de små hoveder. Og forbløffende, hvor stimulerende det er for dem.

En kort periode gik vores børn i en folkeskole og her skete det sørgeligste af alt: Den bløde reformpædagogiske tilgang, (dvs. almindeligt lal tilsat plusord) fratog et ellers videbegærligt barn lysten til at lære noget. Apatien tog over og forsvandt først, da eleven blev mødt af krav, konkurrence og skrappe, dygtige lærere, han kunne se op til. På privatskolen.

Jeg hører til dem, der har mistet troen på, at danske politikere nogensinde vil rette op på al den skade, de har forrettet i folkeskolen. Fogh-regeringen gjorde ikke noget ved rundkredspædagogikken og er der nogen tegn på, at en fremtidig Løkke-regering vil eje viljen og evnen til at vende skuden?

Skal der ske virkelige forandringer, skal den komme fra privatskolen. Forældrene skal i store tal begynde at stemme med fødderne og vise, at de er villige til at bruge tid og penge på at udstyre deres børn med solide kundskaber.

De kundskabsorienterede privatskoler skal suppleres med privat-seminarier og privat-gymnasier af samme kaliber, så fødekæden sikres og privatskolen undgår at skulle ansætte lærere, der har været udsat for kulturnihilistisk ensretning og det pauvre faglige niveau, der er normen på danske seminarier.

Så kan der for alvor begynde at ske noget med det nationale faglige niveau.

Sådan har man gjort før. Som Som Henrik Gade Jensen beskriver i sin bog Menneskekærlighedens værk er pædagogisk fornyelse i fortiden i udstrakt grad kommet fra private skoler og seminarier. Det bør kunne ske igen. Indtil da: Flygt over i privatskolen og nyd forskellen – og fryden ved at kunne være ret ligeglad med Antorini.

Jyllands-Posten 24. juni