lørdag den 14. april 2012

Ned med Titanic

I nat var det 100 år siden, at Titanic strejfede det berømte isbjerg og satte kursen mod havets bund.
Hvordan mon vi moderne europæere ville opføre os, hvis vi en dag på lignende vis skulle i redningsbådene for at undgå den kolde druknedød?

Ja, vi skal nok ikke regne med, at orkestreret vil sætte i med salmer.
Enten vil den slags være ukendt for orkestreres medlemmer eller også vil kristne salmer være fjernet fra repertoiret ligesom korset for nylig blev pillet ud af fodboldklubben Real Madrids emblem af hensyn til muslimske fans.

Vi skal nok heller ikke være for sikre på, at kaptajnen vil forlade skibet som den sidste sådan som kaptajn Smith på Titanic gjorde. Sandsynligheden for at vores skibskatastrofe-kaptajn ligner Francesco Schettino fra Costa Concordia er stor. Det var som bekendt ham, der i januar formåede at forlade sit synkende skib som en af de første.

Og hvem vil blive reddet?

Lad mig være helt ærlig: Jeg vil som kvinde til enhver tid foretrække at være ombord på fortidens Titanic frem for på nutidens synkende skude. Erfaringerne fra Costa Concordia og Estonia skræmmer for meget.

Således kunne en mor med et barn på Costa Concordia berette, at ”vi blev skubbet til side af hysteriske, store, stærke mænd på vej til redningsbådene”.

På Estonia, der forliste i 1994, overlevede kun 5 procent af alle kvinder, mens det især var unge mænd mellem 20 og 40, der fik reddet livet. ”Vi var ikke helte”, har en af dem selv erkendt, og mens man må nikke ja til det, er der ingen tvivl om, at mændene på Titanic fortjener denne betegnelse. Tallene viser, at langt flere kvinder og børn end mænd på overlevede, uanset om vi taler om første, anden eller tredje klasse. Kvinder kom først på Titanic, som normen foreskrev.
Et godt råd, hvis man vil overleve et skibsforlis i Vesten i dag: Sørg for at være en ung, stærk mand.
Lige på dette punkt er det altså gået tilbage for kvinderne, hvad der er i modstrid med alt, hvad vi har lært, men egentligt en helt logisk konsekvens af årtiers feministisk blitzkrig mod det europæiske mandeideal.
Lærer man mænd, at de ingen særlig forpligtelse har overfor det fysisk svage køn pga. kønnenes fuldstændige ligestilling, kan man ikke forvente, at de tager dette uattraktive ansvar på sig.
Enhver kan da regne ud, at det mere fordelagtigt at vælge redningsbåden (og et par puf til kvinderne) end at gå til bunds i det kolde vand. Der skal et fast forankret gentlemands-kodeks til at få et hankønsvæsen til at gøre det. Men det er gentlemanden, feminismen har ført krig mod.
Da jeg for halvandet år lancerede denne tese i min bog ”Rend mig i kødgryderne” blev jeg af anmelderne belært om, at jeg var ”smagløs”. Som en af dem sagde: ”Det er sandt, at primært mænd i alderen 22-44 år overlevede Estonia, men det er ikke det samme, som at de ofrede kvindernes liv for at redde deres eget. Forklaringen skyldes måske snarere fysisk overlegenhed”
Ja, de var fysisk overlegne, men de brugte deres fysiske overlegenhed på at hjælpe sig selv, ikke på at hjælpe kvinder og børn. I grel modsætning til Titanic-mændene.
For 100 år siden døde de i store tal, men de lever videre i eftermælet som manende eksempel for nutiden.
I let revideret version i Jyllands-Posten 14. april