søndag den 19. februar 2012

Til lykke med de 200, kære Charles

Sidste lørdag smækkede jeg benene op i sofaen og så fjernsyn den udslagne eftermiddag. Anledningen var Charles Dickens´ 200 års fødselsdag, som fik DR – roses den, der roses bør – til at sende den fremragende filmatisering af hans roman ”Bleak House”.  Fantastisk underholdning, der dog kræver dog en vis koncentration, så enhver der nærmede sig min sofa med berettiget krav om opmærksomhed, blev bedt om enten at gå eller tie. Jeg mener: Det var endnu u-opklaret, hvem der havde myrdet den modbydelige advokat Tulkinghorn; Lady Deadlocks skæbne var stadig uvis og Esther Summerstone godt i gang med at blive smedet sammen med den forkerte mand. Verden måtte virkelig vente, til disse tråde var redt ud.
Åh, hvilken fryd at flygte væk fra en vintergrå, sur dansk hverdag til det menneskemyldrende, dickensk univers. Selvfølgelig ren eskapisme, men af den gode slags. En Dickens-roman er nemlig en god kur mod vinterdepression, surhed og velbegrundet misantropi. Min kan simpelthen bedre udholde sine opgivelser, når man i dem og sig selv kan genkende en Dickens-figur.
En opdateret udgave af den overydmyge, sleske og ambitiøse Urias Heep kan man f.eks. sagtens løbe ind i også i Velfærdsdanmark. 
Sur moralisme, som den, der præger det berygtede søskendepar Murdstone, der piner og plager stakkels lille David Copperfield, er heller ikke uddød. I dag ville Jane Murdstone bare være medlem af Det radikale Venstre, hedde Camilla Hersom og kræve rygning helt og holdent forbudt.
Dickens’ galleri af perfekt spiddede personer er i det hele taget et fantastisk spejl af alle tiders menneskelig særhed, godhed og dårskab.
Derfor vil jeg gerne kippe med et lille dannebrogsflag i anledning af hans jubilæum. Især fordi Dickens ikke har det ry, jeg synes, han fortjener. Han er ikke finlitterær som James Joyce og ikke dyb som Dostovjevskij og mange mener, han er alt, alt for sentimental.
Det mente min far f.eks., der efter sigende rynkede svagt på næsen, da min mor kom trækkende med en stor stabel Dickens-bøger, som hun ville læse højt for sine børn. I min mors familie har man nemlig på spindesiden i generationer hulket over ”Oliver Twist”, så det hulk skulle vi ikke snydes for. Og det blev vi gudskelov heller ikke.
 Ikke kun læserne har leet og grædt over Dickens’ figurer; han gjorde det også selv. Han skriver i et brev: ”Jeg er for tiden halvdød af overanstrengelse og sorg over min lille pige” (figuren Nell). ”I går aftes, da jeg lagde mig i seng, var jeg i elendigt humør. Hele natten forfulgtes jeg af billedet af barnet, og jeg var fortvivlet, da jeg vågnede i morges. Jeg er den elendigste af elendige”. Men romanens handling krævede, at han slog hende ihjel og så måtte den blodige dåd udføres.
Citatet siger ikke kun noget om Dickens’ nærmest teatralske indlevelsesevne; det viser også hans varme.
Og det er netop den, der gør, at jeg kommer til at sætte mere og mere pris på ham. Han er en nådesløs satiriker, men han er aldrig hjerteløs. Hans fremstilling af de naive, enfoldige, manipulerbare skabninger er i en klasse for sig.
Ifølge den store kristne forfatter C. G. Chesterton var Dickens’ værk da også en hyldest til ”kammeratskab og alvorlig glæde” og Chesterton forestillede sig himlen som en kro, hvor man kunne nyde et krus øl i selskab med Dickens og alle hans figurer.
Er det sandt, kan man roligt gå i gang med at glæde sig.


 Jyllands-Posten 18. februar